Aftentid og morgengry

„Ifølge kalenderen er vi nu i det ni hundrede og syvoghalvfemsindstyvende år efter Vorherres fødsel,“ sagde han.

Wilwulf var ikke køn, på samme måde som Aldred var køn. Ealdormanden havde en stor næse, en kæbe som en skovl, og hans hænder og arme var skæmmet af ar, men alle tjenestepiger på borgen rødmede og fnisede, når han marcherede forbi. En udlænding pirrede altid alles nysgerrighed, men Wilwulfs tiltrækningskraft skyldtes andet end det. Det havde med hans størrelse at gøre og den leddeløse måde, han gik på, samt et meget intenst blik. Mest af a

Ligesom Edgar kunne hun være ude af huset i løbet af få lydløse sekunder.

Stengulvet var rent. „Det er jo som et lille slot!“

Derefter gik han

Den første gang – da Wynstan kun var ærkediakon – havde han travet rundt inde i præsteboligen og værkstedet, var gået ind og ud, uophørligt været på udkig efter, om nogen var på vej.

nærmere, og knivsbladet susede

„Er du ofte stedfortræder for ham?“

Som trediveårig, fem år yngre end Wynstan, kunne han stadig være et opfarende brushoved, men lige nu var Wynstan enig med ham. „Over en sagte ild,“ sagde han.
Deres ældre halvbror hørte dem. Sådan som det var skik og brug, havd

Som trediveårig, fem år yngre end Wynstan, kunne han stadig være et opfarende brushoved, men lige nu var Wynstan enig med ham.