går.
Jeg kan ikke forklare dig (dig som i dig, ikke som i Jakob, ikke endnu), hvad søren der får mig til at gøre det, kun at det måske er en blanding af liderlighed og kedsomhed, men da jeg ser Jakob stå alene ovre ved den latterlige punchskål, hans fod slår ligesom i takt til musikken (på 2 og 4, ikke 1 og 3), han ser mere akavet ud end nogensinde før, hænderne i lommen, blåt lys fra lamperne i hans røde hår, jeg tror, at blå plus rød giver lilla, går jeg derover, åbner min mærkelige, lille mund, der sammen med tunge og strubehovedet formår at udforme sætningen, højt og klart og uden misforståelser: “Jeg tænker altid på dig, når jeg rører ved mig selv.”
Jakob løsriver sig fra sit vakuum af musik, lader luften komme ind i posen, han stirrer vantro på den mund, min mund, der netop har kastet ordene op, ikke som dengang Charlotte gav mig en is, men som en pludselig kaskade, nøjagtig som det, jeg altid har forestillet mig fra tegnefilmene, bare med ord, sorte bogstaver på hvidt papir, en hvid tegning på hans sorte T-shirt, i frit fald ude i virkeligheden, langt væk fra noget indbundet. Derefter flytter hans blik sig op mod mine øjne, som overraskende nok stirrer tilbage på ham uden at blinke, helt skarpsynet med to nye linser, én i hver. Hans mund åbner