Viceinspektøren, ingeniøren, sekretærerne på kontoret, læreren der havde arbejdet på Frederikssundsvejens Skole, alle har de glemt mig kort efter de mødte mig. Men mens vi stod sammen har de troet de havde at gøre med et voksent menneske.
Det var forkert. De talte med et barn.
Mens jeg stod over for dem, havde jeg ingen hud, der var intet til at dække mig. Jeg mærkede ethvert af deres toneskift og blikretninger, jeg følte deres travlhed og høflighed og distraktion og uforståenhed. De glemte mig fem minutter efter jeg var væk, jeg husker dem for altid.
Da jeg trådte ind på en skole, trådte jeg ind og ned i det barn jeg var for 22 år siden, og i denne skikkelse mødte jeg de voksne.
De var beskyttede. Tiden havde lagt en hinde omkring dem. De var humoristiske og forjagede og fuldkommen uberørte af vores møde.
Det var sådan det var dengang, da jeg gik på Biehls, det er sådan det er nu, det er sådan det altid vil være. Omkring de voksne har tiden lagt sig, med sin hast, sin lede, sine ambitioner, sin bitterhed og sine langsigtede mål. De ser os ikke rigtig mere, og hvad de ser har de glemt fem minutter senere.
Mens vi, vi har ingen hud. Og vi husker dem til evig tid.
Sådan var det i skolen. Vi huskede hvert ansigtsudtryk, hver hån og opmuntring, hver henkastet bemærkning, hvert udtryk for magt og svaghed. For dem var vi dagligdag, for os var de tidløse og kosmiske, overvældende magtfulde.