Bøger
Peter Høeg

De måske egnede

De måske egnede er beretningen om tre børn på en københavnsk privatskole i begyndelsen af 70'erne, og om deres opdagelse af, at der bag skolens indlæring findes en hensigt og en plan. Selvopholdelsesdrift og nysgerrighed fører dem ud i en undersøgelse af denne plan, en undersøgelse, der rejser spørgsmål om magt, kontrol og opdragelse, og som siden leder videre bagud til gåden om, hvad tid overhovedet er.
”Et lysende stærkt og rystende opgør med skolesystemets umyndiggørelse og tidens tyranni.”
— Berlingske Tidende

259 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2023
Udgivelsesår
2023
Forlag
Gyldendal

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Thomas Mosegaardhar delt en vurderingfor 7 år siden
    👍Værd at læse
    🎯Læseværdig

Citater

  • Marlene Sickhar citeretfor 3 år siden
    Vi siger “tid”, jeg tror vi mener mindst to ting. Vi mener forandringer. Og vi mener noget uforanderligt. Vi mener noget der bevæger sig. Men på en ubevægelig baggrund. Og omvendt.
    Dyr kan mærke forandringer. Men tidsbevidsthed består af den dobbelte fornemmelse af uforanderlighed og forandring. Den kan kun tillægges dem der giver udtryk for den. Og det kan kun gøres i forbindelse med sproget, og kun mennesket har sprog.
    Tidsfornemmelse og sprog hører uløseligt sammen.
  • Marlene Sickhar citeretfor 3 år siden
    Første gang Biehl fortalte om slaget ved Poitiers havde han gjort en tilføjelse. Det havde da været anden gang nogensinde han sagde “jeg” om sig selv.
    Der havde været et ophold, og så havde han sagt, at det var hans personlige opfattelse at muhamedanismen som var maurernes religion, direkte var djævelens eget værk. At slaget ved Poitiers altså havde været en kamp mellem lysets og mørkets kræfter. Og at hvis kampen var faldet ud til maurernes fordel, havde den moderne civilisation ikke eksisteret.
    Dette var det eneste der nogensinde på skolen var blevet direkte forklaret om djævelen.
    Alligevel var man ikke i tvivl. Da vi steg de syv trin ned imod mørket og skubbede pladen til side, vidste man at man var på vej ned i Dødsriget.

    Biehl om slaget ved Poitiers

  • Marlene Sickhar citeretfor 3 år siden
    Man kunne nu sidde og se rundt på de andre. Man kunne tænke, at havde man respekteret skolens regler og ikke svigtet den tillid man var blevet vist, så kunne man nu have siddet og sunget som de. Så kunne man stadigvæk have været på grænsen, i stedet for som nu fortabt.
    Sådan kunne man sidde og tænke. Det var det, som var hensigten bag opholdet.
    Der var også en anden grund. Når de kunne vente var det fordi skaden var sket, og vi var blevet lokaliseret. Det var nu sådan at der et sted var en vrede og modvilje mod os som var så stor, at den kunne vente. Denne vrede var ikke Fredhøjs og ikke engang Biehls, de var trods alt mennesker og kunne glemme, det havde man set flere eksempler på. Denne vrede var anderledes. Det var selve skolens vrede, større end noget menneskeligt, den glemte ikke, den ville huske til evig tid.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)