Tritonus

Lindell forbandede sig selv, han havde været for optaget af arrangementerne og glemt at holde flere billetter tilbage og give to af dem til Bigi og Jonte.

ville sige til ham at måske var han ensom, det var muligvis hans lod, men endnu stod han der, endnu havde han evnen til at kunne spille sammen med andre, for at trøste, men også for at vække, for at glemme, men også for at huske.

Og Brander var gået de to etager ned til stueplanet og havde hentet vinen, og da han var på vej op med flaskerne, havde han set for sig hvordan hans liv ville blive. Han ville bo der i Casa Tritonus, han ville spise sine måltider og blive gammel lige så ensomt som doktor Bowman i Kubricks rumodyssé, og hans eneste selskab ville være den musik som ikke længere talte til ham, og som han ikke længere forstod.

Og ikke bagefter, men samtidig, som en dobbelteksponering, så han billederne fra om natten, han så det m

tanke at vi aldrig ved hvornår det bliver for sent at sige noget venligt. Og pludselig, i brøkdelen af en brøkdel af et sekund, så han et billede som han straks vidste hørte til tiden før ordene,

ende fire hundrede sekunder, lidt mindre eller lidt mere, men absolut ikke længere end som så, ville verden være ikke bare enkel og smuk, men også hel og begribelig. Og så placerede han fingrene hvor de sk

ärden og langt bag det åbne hav, ville verden larme og regere, dens mere og mere grusomme begivenheder ville nå ham i form af overskrifter og rapporter, men han ville krybe sammen i sin skræmte alderdom og håbe på at han var beskyttet mod al vold og alle vira og al splid. Alt dette så Brander i løbet af de sekunder hvor han kiggede ud over kirkerummet og langsomt løftede klarinetten og forberedte sig på at spille, alt dette

været et tomt nodeark som verden kunne komme til at skrive sin musik og sin larm på. Han lå på ryggen, han vidste ikke hvor, men der var en sommervind, ikke hed og tør som vinden nu, men lun og venlig, og fra stedet hvor han lå, ude af stand til at bevæge sig, kunne han se et hvidt stykke stof, så tyndt at det næsten var et slør, og det bevægede sig i vinden, og der udenfor fandtes solen og alt det grønne og fuglenes sang, det havde ingen fortalt ham, og det havde han heller ingen ord for, han vidste det bare, og der på den anden side af sløret fandtes ikke bare fuglene, men også en anden musik, en fjern en, den svævede frem gennem luften, svag, men tydelig, og han vidste fra første øjeblik at han elskede den, men ikke at han måske ville komme til at elske den mere end han var i stand til at elske noget andet. Og ikke bagefter, men samtidig, som en dobbelteksponering, så han billederne fra om natten, han så det mærkværdige og forfærdelige syn da en hel ø brændte op for øjnene af ham, og han mærkede den stikkende røglugt i næseborene og huskede den tørre smælden når store træer eller dele af dem faldt til jorden: den staccatoagtige lyd som bevægede sig hen over den ­natlige Askingefjärden. Og han huskede hvordan Kuortti havde brudt en lang stilhed, hvor de havde stået ved vinduet og stirret på den brændende ø, og ingen havde mælet et ord før Mikko med sin køligste stemme sagde, at måske forholdt det sig sådan at de alle sammen var ved at blive musikere i Titanics orkester, hvor de end spillede i verden

tomt nodeark som verden kunne komme til at skrive sin musik og sin larm på. Han lå på ryggen, han vidste ikke hvor, men der var en sommervind, ikke hed og tør som vinden nu, men lun og venlig, og fra stedet hvor han lå, ude af stand til at bevæge sig, kunne han se et hvidt stykke stof, så tyndt at det næsten var et slør, og det bevægede sig i vinden, og der udenfor fandtes solen og alt det grønne og fuglenes sang, det havde ingen fortalt ham, og det havde han heller ingen ord for, han vidste det bare, og der på den anden side af sløret fandtes ikke bare fuglene, men også en anden musik, en fjern en, den svævede frem gennem luften, svag, men tydelig, og han vidste fra første øjeblik at han elskede den, men ikke at han måske ville komme til at elske den mere end han var i stand til at elske noget andet. Og ikke bagefter, men samtidig, som en dobbelteksponering, så han billederne fra om natten, han så det mærkværdige og forfærdelige syn da en hel ø brændte op for øjnene af ham, og han mærkede den stikkende røglugt i næseborene og huskede den tørre smælden når store træer eller dele af dem faldt til jorden: den staccatoagtige lyd som bevægede sig hen over den ­natlige Askingefjärden. Og han huskede hvordan Kuortti havde brudt en lang stilhed, hvor de havde stået ved vinduet og stirret på den brændende ø, og ingen havde mælet et ord før Mikko med sin køligste stemme sagde, at måske forholdt det

herre i jakkesæt med vest, og på bænken længst nede til venstre så han moren og faren og Gustav. De sad også ved siden af hinanden, med Gustav i midten, og moren og faren var ikke gamle og nedbrudte, musikken levede stadig i dem, og deres ansigter var lige så fulde af forventning som alle andres. Og Gustav var hverken opsvulmet eller afmagret eller stilfærdigt fjendtlig, han var den senede og grinende