Hos Cecil Bødker forbinder fantasi sig med udpræget rum— og formsans samt håndværksmæssig respekt for den konkrete detalje. I Cecil Bødkers digte med deres frodigt billedfabulerende naturindlevelse, formet i knappe rimfri vers — Fygende heste, 1956, den modne, rige Anadyomene, 1959 og I vædderens tegn, 1968 — belyser naturfænomener og sindets konflikter mangetydigt hinanden i et mytiskpoetisk univers der omslutter barndommens hedenske hemmeligheder og den voksne verdens tab af oprindelighed.
