Men den afgørende vending til diktatur kom en måned efter, 27. februar, da en vistnok helt upolitisk pyroman satte ild til den store rigsdagsbygning i Berlin, så den brændte totalt ned. Hitler kaldte det straks et kommunistisk anslag og udstedte en nødforordning „til beskyttelse af folk og stat“, der satte alle borgerrettigheder ud af kraft og undertrykte oppositionelle partier og aviser. Ved rigsdagsvalget i marts fik højrepartierne derved flertal. Det benyttede nazisterne straks til en lov, der så at sige lod Rigsdagen afskaffe sig selv. I de følgende måneder blev Tyskland fuldstændig omstøbt til et diktatur med Hitler som enehersker. Hæren, det gamle aristokratiske rigsværn, holdt sig i begyndelsen tilbage – officererne var bange for de nazistiske Sturmabteilungen (SA), som under dets leder, Ernst Röhm, tiltog sig stadig mere magt ved siden af Hitler. I 1934 sikrede han sig enemagten ved at lade Röhm og en lang række tidligere venner myrde og afvæbnede SA. Derefter aflagde hæren faneed til den nye Führer und Reichskanzler. I stedet for SA oprettedes SS, Schutzstaffel, under Heinrich Himmler og det tilsvarende Waffen SS, der indgik i rigsværnet.