Grænseland

Men en del yngre mænd, der stod foran at aftjene tre års preussisk værnepligt, kom i et dilemma, for mange familier tålte ikke at se dem aflægge faneed til den hær, der havde bekriget deres forældre og bedsteforældre. Enkelte gjorde som malersvend Herløv Møller fra Aabenraa og drog på valsen, så snart værnepligten nærmede sig, da et ophold i udlandet gav mulighed for udsættelse, og imens håbede han på, at afstemningen blev gennemført. Andre valgte at optere i overbevisning om, at der nok snart kom endnu en dansk-preussisk krig. Det foregik på den måde, at de unge karle fik udstedt en udvandringstilladelse og rejste ind i kongeriget for at gå på højskole eller besøge familie og venner. Her benyttede de så lejligheden til at opsøge den lokale herredsfoged og få ham til at underskrive en attest, der viste, at de bevarede deres danske indfødsret og blev indkaldt til dansk militær værnepligt.
I alt benyttede omkring hver femte af de nordslesvigske indbyggere sig af muligheden for at forblive danske statsborgere. Nogle af dem fik sig en læreplads og aftjente deres værnepligt i Danmark og fik skydetræning, så de kunne kæmpe mod preusserne. Til gengæld kunne

Den store nabo mod syd blev optaget i NATO, og de såkaldte København-Bonn-erklæringer fra 1955 satte et foreløbigt punktum for grænsekonflikterne.

Som et lyn fra en klar himmel var den gamle drøm gået i opfyldelse.

Imens løsrev de britiske styrker størstedelen af det gamle grænseland fra Preussen og gjorde det til et forbundsland i egen ret og under navnet Schleswig-Holstein. Det, som man et århundrede tidligere var gået i krig for, var dermed pludselig en realitet, denne gang bare inkluderet Lübeck og uden Sønderjylland.

De følgende årtier forsøgte den danske regering så at holde lav profil om grænsespørgsmålet, fordi Tyskland igen voksede sig mægtigt, og det tyske mindretals krav om en grænserevision i den forbindelse udgjorde en risiko for en tysk aggression.

”Wir wollen heim ins Reich!” som det tyske mindretals leder, dyrlæge Jens Møller, råbte på talrige folkemøder.

Imens blev der igen postet penge i infrastrukturen i Sønderjylland for at fremme alt det, der skabte forbindelser mellem de gamle og de nye statsborgere.

Derfor kan man godt tro, at historien slutter i 1920. Men helt så enkelt er billedet nu ikke. For Tyskland anerkendte ikke grænsen, og det nye tyske mindretal i Sønderjylland bestod trods alt af omkring 30.000 mennesker, hvilket var tre-fire gange så mange som det danske mindretal syd for grænsen

Grænselinjen på Rudbølvej – eller Rosenkranzer-Straße, som vejstykket hedder på den tyske halvdel – er det fineste vidnesbyrd om, hvordan grænsedragningen var, og stadig er, et fredsprojekt.

Kommissionens arbejde var færdigt i december 1920. Lige siden har den dansk-tyske grænse ligget fast.

Resultatet blev en af verdens mest bemærkelsesværdige grænser – og et godt naboskab.

Endnu i dag kan man følge den forunderlige grænselinje ned gennem 130 meters asfaltbelægning. Dens præcise placering er markeret med grænsemærker nedstøbt i kørebanen, og stedet får af samme grund jævnligt besøg af turister, som stiller op til fotografering med en fod i hvert land.