Niels Lyhne

Lad os være ærlige, vi kan være, hvad vi vil kalde det, vi kan dog aldrig få den Gud helt ud af himlen, vor hjærne har for mange gange tænkt sig ham deroppe, det er ringet ind i den og det er sunget ind i den, fra vi var ganske små.“

Og da med tiden det nye blev tilvant og hjemligt, blev hun intolerant i høj grad og fanatisk, sådan som det altid er gået med de unge disciple, der elsked deres mester højt. Niels dadled hende ofte; men det kunne hun aldrig forstå, at når deres var det sande, at så ikke de andres var afskyeligt og lastværdigt.

Han fremhævede for hende, hvilken kraft og selvstændighed det ville give menneskeslægten, når den i troen på sig selv søgte at leve sit liv i samklang med det, den enkelte i sine bedste øjeblikke satte højest af det, der boede i ham, i stedet for at lægge det udenfor sig selv i en kontrollerende guddom.

Han gjorde sin tro så skjøn og velsignelsesrig han kunne, men han skjulte heller ikke for hende, hvor knugende tung og trøstesløs atheismens sandhed i sorgens timer kunne blive at bære, i sammenligning med hin lyse, lykkelige drøm om en himmelsk fader, som styrer og regerer.

hjærte ud imellem det altsammen, så det aldrig kunne slippe ham mere.

Han kunne ikke holde tilværelsens ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet på alle kanter og altid blive kastet tilbage til sig selv. Intet hjem på jorden, ingen Gud i himlen, intet mål derude i fremtiden! han ville have et hjem i det mindste; han skulle elske den til sig, denne plet i stort og småt, hver sten, hvert træ, livløst og levende, dele sit

Men Niels Lyhne havde ingen stjærne. Han vidste ikke hvad han skulle gjøre med sig selv og sine evner. Det var godt nok han havde talent, han kunne blot ikke bruge det, men gik omkring og følte sig som en maler uden hænder. Hvor han misundte dem de andre, små og store, som, hvor de så greb hen i tilværelsen, altid fik fat i en eller anden hank! – for han kunne slet ingen hanke finde.

„Der er ingen Gud, og mennesket er hans profet!“ sagde Niels bittert, men også bedrøvet.

„Ja, ikke sandt!“ spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: „atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens mål er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret menneskehed. Troen på en styrende, dømmende gud, det er menneskehedens sidste store illusion, og hvad så, når den har tabt den? Så er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.“

Og nu er det jo sådan, at unge mennesker, der er kommen i et systems vold, gjærne bliver store dogmatikere med det samme, på grund af den prisværdige kjærlighed, ungdommen mestendels nærer for de færdige tilstande, for det fastslåede og det absolutte. Og når man nu sådan er bleven indehaver af hele sandheden, hele den eneste ægte sandhed, ville det så ikke være utilgiveligt, om man beholdt den for sig selv ganske alene og lod sine mindre heldigt stillede medmennesker gå deres egen, skjæve gang, i stedet for at lede og belære dem, i stedet for med en kjærlig ubarmhjærtighed at nappe efter deres vilde skud, og med venlig vold klemme dem ind til muren og vise dem efter hvad for streger deres udvikling skal gå, at de en gang, om end sent, som rette og kunstrigtige espaliers kan komme til at takke een for al den ulejlighed man har havt med dem.

Han var træt af sig selv, af kolde tanker og af hjærnedrømme. Livet et digt! Ikke når man idelig gik omkring og digtede på sit liv i stedet for at leve det. Hvor det var indholdsløst, tomt, tomt, tomt. Denne gåen på jagt efter sig selv, snedigt observerende sine egne spor – i en kreds naturligvis; dette skrømtvis at kaste sig ud i livets strøm og så samtidig sidde og mede efter sig selv og fiske sig selv op i en eller anden kuriøs formumning! Blot det ville komme over ham – livet, kjærlighed, lidenskab, sådan at han ikke kunne digte med det, men så det digtede med ham.