sig med mig, kom hun ikke tilbage. Da jeg ringede hjem til hende, fik jeg bare besked på, at Juliette var syg og ikke kunne tale med nogen. Og især ikke med mig.
Dagen efter fik jeg et brev fra universitetets bestyrelse, hvor der stod, at jeg var blevet bortvist på grund af et eksperiment, som vi havde haft et lille uheld med. Det var nu ikke så slemt, bare en nitroglycerinblanding, som jeg var kommet til at ryste lidt hårdt, så den var eksploderet, og … tja, forårsagede en del skade. Men den slags skete jo hele tiden, og det var flere måneder siden, det var sket, så jeg blev temmelig forbavset.
Den nat blev jeg vækket af telefonen. Det var Juliette. Hun hviskede, at hun elskede mig, og at hun ville vente. Så lagde hun hurtigt på. Det var først et par dage senere, da politiet hentede mig, at jeg fandt ud af, hvem der stod bag det hele. De gav mig et brev, hvor der stod, at jeg ikke længere måtte opholde mig i Frankrig, eftersom jeg hverken gik i skole eller havde noget arbejde. Så kørte de mig til lufthavnen, satte mig på det første fly til Norge og sagde, at jeg ikke måtte komme tilbage, før jeg var blevet rig, adelig eller berømt. Og eftersom jeg ikke er særlig god til penge eller har blåt blod i årerne, bestemte jeg mig for at blive en berømt opfinder. Det er ikke så let, for der er så meget, der allerede er blevet opfundet, men jeg har arbejdet dag og nat for at opfinde noget, som er helt, helt nyt, så jeg kan rejse tilbage og finde min Juliette.“
„Åh,“ sagde Lise, da doktor Proktor var færdig med at fortælle. „Hvor romantisk.“
„Ved du hvad?“ sagde Bulle. „Doktor Proktors Pruttepulver kommer til at gøre dig verdensberømt. Det er brandsikkert.“
„Nu får vi se,“ sagde doktoren.
De hørte en græshoppe gnide benene sammen. Det var den første, de havde hørt, og de tænkte, at det ville blive sommer om ikke så længe. Men foreløbig var det kun forår. Så kiggede