203Bøger47Følgere

Bøger på »Turbine« boghylden lavet af Turbine Forlaget

Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
På vej hjem er en roman om, hvor godt vi kender hinanden, om hvorvidt det er en menneskeret at få børn, hvad det betyder at være far, og om hvad der sker, når prisen for at elske nogen begynder at føles for høj.

I norske Sverre Henmos roman På vej hjem udrulles handlingen under en febrilsk køretur hjem fra en hytte. Thale og Magnus har været kærester i næsten ti år, og deres forhold er på prøve. Hun har en teenagesøn fra før de mødte hinanden, som er produktet af det, hun selv kalder “en vild uge i Grækenland”. Hun ved med andre ord ikke, hvem faren er.

Mens de er i hytten på fjeldet, bliver de ringet op fra sønnens basketkamp. Han er faldet om med hjertestop og er blevet kørt på hospitalet. I al hast kører de — med alkohol i blodet og med for høj fart — mod hospitalet, mens deres forhold, deres liv sammen og deres syn på børn og forældreskab udrulles.

Hun synes, “de” har et barn sammen, og han synes, “hun” har et barn. Han ønsker sig mere end noget andet et fælles barn og har svært ved at kapere sin stedsøns mørke hår og kraftige øjenbryn, som minder ham om Thales tidligere liv og hendes “vilde uge i Grækenland”.

Panikken i bilen stiger, mens sønnens tilstand forværres, og det viser sig, at Thale og Magnus har meget mere at tale om, end de var klar over. Parallelt med køreturen til hospitalet følger vi deres historie tilbage i tiden, til dengang de mødte hinanden.
Tilmeld dig, eller log på for at kommentere
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 19 dage siden
Ungdomsroman om bombardementet af Den Franske Skole

Vi står som forstenede og kigger på flyet, der langsomt kommer nærmere. Det kan ikke være meget mere end 50 meter væk.

— Det styrter ned, siger han.

Den 21. marts er det 75 år siden, at Den Franske Skole på Frederiksberg blev ramt af bomber fra allierede fly, der forvekslede skolen og Shellhuset, som var missionens egentlige mål. 86 børn og 18 voksne døde.

Jonas Kleinschmidts morfar deltog i redningsarbejdet:”Fra sit kontor på Frydendalsvej så han onsdag den 21. marts 1945 to engelske fly flyve lavt ind over byen. Kort efter kastede de deres bomber over Frederiksberg og hele området omkring Den Franske Skole. Min morfar blev en del af redningsarbejdet, hvor frivillige og brandmænd hjalp døde og sårede — primært børn — ud fra ruinerne.

Igennem sit liv fortalte min morfar mange gange om den skæbnesvangre dag, men kun i overfladiske vendinger, og det var tydeligt, at det var en oplevelse, han aldrig fik bearbejdet. Da jeg fik adgang til hans erindringer for nogle år siden, fik jeg nogle af mine spørgsmål besvaret, og herfra opstod idéen til en historie om drengen Johannes, der rejser tilbage i tiden og møder sin farfar som ung.”

Englene over København er en rørende og barsk fortælling om livet under besættelsen, om kærlighed på tværs af generationer — og om en af de mest dramatiske og tragiske begivenheder i nyere danmarkshistorie.

Jonas Kleinschmidt er forfatter og musikredaktør. Han har skrevet ungdomsromanerne “Dig og mig og Zlatan” og “Drengene”, som sidste år sikrede ham en nominering til Kulturministeriets forfatterpris for børne— og ungdomsbøger 2019. “Englene over København” er delvis baseret på hans morfars erindringer og øjenvidneberetninger fra bombadementet af Den Franske Skole i 1945.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 21 dage siden
En mystisk kraft hjemsøger Julie Viver i hendes drømme, og da hun søger hjælp, er det ved at koste hende livet. Da hun kort efter bliver vidne til en grufuld forbrydelse, går det op for hende, at nogen — eller noget — er efter hende. Hun har fjorten dage til at opklare hvem eller hvad. Længere kan et menneske ikke klare sig uden søvn. Og Julie kan ikke længere sove. Hun tør ikke.

Forbrydelsen binder Julie Viver i et skæbnefællesskab med den mystiske forfatter Magnus Storm, og opklaringen starter i Italien, hvor en reklamemand i slutningen af nullerne søsatte en internetspøg, der skulle få os til at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi overhovedet kan tro på. Han bragte et billede på en internetside, hvor han påstod, at millioner verden over havde drømt om denne mand. Det blev aldrig rigtig klart, hvordan han havde frembragt tegningen, men senere hævdede han, at det hele var ét stort fupnummer. Problemet er, at netop denne mand, manden på billedet, er præcis den mand, der jagter Julie i hendes drømme …

Den der falder er en nervepirrende videnskabsthriller om en ung kvinde med søvnlammelser, en ukendt art af svirrefluer, den ældste kendte civilisation på kloden og mystiske kræfter på jagt efter den unge kvinde. Michael Larsener tilbage i storform med en thriller i stil med Slangen i Sydney og Femte sol brænder.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinesidste måned
En lille dreng mister sproget og forandrer personlighed. For moren begynder en lang og sej kamp, først for at forstå, hvad der sker med drengen, og så for at få hjælp til at give ham den omsorg, han behøver. Familien er pludselig i en yderst udfordrende situation, da drengen får en autismediagnose. Mødre skal aldrig give op, bliver det sagt, men hvad er at give op, og hvad er at acceptere sit barn, som det er?
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinesidste måned
Latter i mørket er en både morsom og dyster fortælling om et gensidigt parasitisk forhold, der udvikler sig til det ekstreme. Latter i mørket er tematisk en forløber for Lolita, og Nabokov har selv udtalt, at det er en af de romaner, han er mest stolt af.
Den purunge skuespillerinde Margot Peters indleder et forhold til den midaldrende kunstskribent Albert Albinus, der snart forlader kone og datter for at være sammen med den unge forførerske. Hun vil have hans penge og magt for at kunne skabe sig et navn i filmbranchen, mens han vil have sex, hendes ungdom og hendes skønhed, og han lader hende gøre hvad som helst for at få det. Men Margots elsker, Axel Rex, som Albert tror er homoseksuel, følger med i købet. Snart indledes en heftig kærlighedstrekant, som forværres, da Albert efter en ulykke bliver blind. Margot tager sig af ham, men lader samtidig Axel flytte ind i deres fælles hus. Nu går han musestille rundt, så den blinde ikke skal opdage, at han er der. Han håner og driller ham, mens Margot og Alberts parasitiske kærlighed buldrer af sted mod en dramatisk afslutning.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinesidste måned
I tredje bind af svenske Martin Holméns superseje stockholm-noir anno 1936 findes eksbokseren Harry ”Kvisten” Kvists ven, præsten Gabrielsson, brutalt myrdet på kirkens alter. For at opklare mordet må Kvisten endnu en gang bevæge sig ned i Stockholms skumle underverden, hvor Stockholms kriminelle kæmper om byens distrikter.
I trilogiens første bind, Clinch, var det Kvisten selv, som var anklaget for mord, i andet bind, Nede til tælling, måtte Kvisten opklare mordet på vaskekonen Beda, men i tredje bind, Slugger, er Anden Verdenskrig kommet et skridt nærmere, og mordet på præsten Gabrielsson viser sig hurtigt at trække tråde til det nationalsocialistiske miljø i Tyskland, Europas rådne hjerte. Men hvorfor virker politiet ikke særligt interesserede i at opklare mordet? Det er op til Kvisten at regne ud i kampen for at fange en morder i tredje og sidste bind af trilogien om Harry ”Kvisten” Kvist.
Martin Holméns trilogi udkommer på Bonnier i Sverige, Karl Ove Knausgårds forlag Pelikanen i Norge, det hippe Pushkin Press i USA og England samt i en håndfuld andre lande. Det er nordisk noir-spænding af højeste kvalitet og af den sejeste slags.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinesidste måned
”Hvis tyskerne går ind i Belgien, så må I hænge mig fra en lygtepæl!” Sådan sagde Stefan Zweig til sine belgiske venner, da han ferierede i badebyen Oostende i Belgien i 1914. Kort tid efter brød Første Verdenskrig ud, og tyske tropper i tusindvis marcherede gennem Belgien på deres vej til Frankrig. Da Anden Verdenskrig brød ud, var den jødiske Zweig ligeledes uvillig til at tro på, at nazisterne i Tyskland ville bruge deres store tilslutning til at invadere deres naboer. Hans gode ven, den ligeledes jødiske forfatter, Joseph Roth, var overbevist om, at Zweig snart ville blive nødt til at æde sine ord igen.

I sommeren 1936 holder Stefan Zweig hof i badebyen Oostende sammen med sin elskerinde Lotte Altman. Den verdensberømte forfatter har en stor flok forfattere og kulturpersonligheder omkring sig, flere af dem er eksilforfattere på flugt fra Hitlers undertrykkelse, og hans bedste ven, Joseph Roth, er også i byen. Solen skinner, drinksene er kolde, og maden på byens bistroer skylles ned med rigelig vin og absint. En skøn sommer for de to venner … hvis ikke det lige var fordi, flere og flere flygtede forfattere og eksilerede tyskere dukkede op med historier om stigende brutalitet og skånselsløshed. Zweig og Roth ved næsten ikke, hvad de skal tro om forholdene i Tyskland: I 1939 dør Joseph Roth i Paris af druk og sygdom, fortvivlet over nazismens fremmarch, og i 1942 tager Stefan Zweig sit eget liv, forfærdet over at leve i en verden, som han mener aldrig vil slippe ud af fascismens greb.

Stefan Zweig er formodentligt den mest berømte østrigske forfatter nogensinde med værker som Verden af i går, Stjernestunder, Følelsernes vildveje og Legender. Joseph Roth opnåede ikke i samtiden noget nær sin gode vens berømmelse, men han er i eftertiden blevet fejret som en stor forfatter; mest berømt er romanen Radetzkymarch.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinesidste måned
I et land uden navn, som netop er kommet om på den anden side af en blodig borgerkrig, er to udefrakommende mænd blev hyret til at bygge en vej fra hovedstaden i nord til de fattige byer i syd som et tegn på forbrødring i landet.
4 og 9 hedder mændene, som kører den store, specialbyggede maskine, der kan anlægge en vej på farten. 4 er en erfaren regelrytter, 9 er på sin første mission og synes snart, at det er mere interessant at mænge sig med lokalbefolkningen end at anlægge vejen. Snart spejler de to mænds konfliktfyldte forhold det borgerkrigsramte land, og Paraden udfolder sig som en intens og dybfølt lignelse over vestlig indgriben i krigshærgede regioner.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 2 måneder siden
Da Første Verdenskrig sluttede i Tyskland i 1918, besluttede journalist, forfatter og teateranmelder Kurt Eisner, at monarkiets dage var talte. Han fik en revolution stablet på benene mere eller mindre egenhændigt, og ved et ublodigt kup blev Bayerns konge og dronning sat fra magten. Den frie stat Bayern blev udråbt med Kurt Eisner som ny præsident, men allerede i 1919 blev han dræbt ved et attentat, hvilket dog giver ny medvind til idéen om en stat bygget på kunstens og æstetikkens principper.
Men mens drømmen stadig levede, var det i en kort periode forfattere, digtere, dramatikere og intellektuelle, som sad på magten og førte folket fremad. Et helt unikt lille vindue i tiden — november 1918 til april 1919 — hvor det ikke var de sædvanlige magtmennesker, som besad de vigtige embeder, men derimod kunstnere, som drømte om et helt nyt samfund.
Efter den internationale succes med bogen Oostende 1936 om Stefan Zweig og Joseph Roth har Volker Weidermann nu skrevet endnu et stykke dramatiseret tysk litteratur— og kulturhistorie, hvor han viser, hvordan en lille gruppe mennesker kunne have ændret historiens gang, hvis omstændighederne havde været bare en smule anderledes.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 2 måneder siden
Stefan Zweigs udødelige klassiker Stjernestunder har i mange år været uopdrivelig på dansk, men findes nu i denne nyoversættelse af Lone Østerlind, som en del af Turbines klassikerserie.

Langt størstedelen af den tid, som er gået, og de ting, der er sket i verdenshistorien, er aldrig blevet beskrevet af nogen og er gået over i glemslen. Men der findes tidspunkter, det kan være en enkelt dag, en enkelt time eller bare et enkelt minut, hvor noget monumentalt, heroisk eller historisk vigtigt finder sted, og hvor hele verdenshistoriens fokus på dette tidspunkt er på denne hændelse; på denne stjernestund.

Stefan Zweigs bog består af tolv spændende og fortællende essays, som hver handler om en stjernestund i menneskeheden historie. Det er historieskrivning, så underholdende gestaltet, som var det en medrivende roman.

De tolv stjernestunder er bl.a. Scotts færd til Nordpolen, opdagelsen af nordvestpassagen, Händels komposition af ”Messias”, Waterloo og opdagelsen af El Dorado.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 2 måneder siden
Christopher Isherwoods klassiker (1939) fra mellemkrigstidens Berlin beskriver den tyske hovedstad som et farverigt og levende sted fuld af fest, sex og druk, men også som en by, der står på randen af nationalsocialismens forbud mod alt, hvad der var sjovt og godt. Livet leves fuldt ud i årene 1930–1933 i romanen, som vidste karaktererne, hvad der venter forude.

I den delvist selvbiografiske fortælling om den unge Christopher, som flytter til Berlin for at skrive på sin roman, møder vi i seks sammenhængende fortællinger bl.a. den omsorgsfulde, men nazistiske, udlejer Frl. Schroeder, den unge, rige jødinde NataliaLandauer, det homoseksuelle kærestepar Otto og Peter, som kæmper med deres seksualitet i skyggen af den voksende nazisme, og ikke mindst den dekadente englænder Sally Bowles, som Liza Minelli udødeliggjorde i filmatiseringen af romanen under titlen Cabaret.

De seks historier væver personer og begivenheder sammen og giver indtryk af et samfund, som på en og samme tid er i rivende udvikling og ved at blive flået fra hinanden. Christopher Isherwood selv boede i Berlin fra 1930 til 1934, hvor han og hans tyske kæreste, Hans Neddermeyer, forsøgte at flytte til England. Da de ikke blev lukket ind i landet, flyttede de rundt i Europa gennem et par år, indtil Hans blev taget til fange af Gestapo. Christopher flyttede til Amerika, hvor han døde i sit hjem i Santa Monica i 1987.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 3 måneder siden
"Alle der har haft en særlig læseoplevelse kan huske hvor de har haft den. Teksten findes aldrig alene, der er også stedet hvor man læste den, og hvem man var da man gjorde det. Læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen; Læsestedet. Et læsested er et kort stykke prosa, en erindringstekst, der har med den særlige læseoplevelse at gøre. Den er en undersøgelse af forholdet mellem litteraturens stemme og stedets betydning. Det er litteraturkritik, poetik og rejsefortælling. Et sidelæns selvportræt og meget andet."

Martin Glaz Serup (f. 1978) har udover «Læsesteder» udgivet digte, børnebøger og kritik. Hans bøger er udkommet eller er på vej i 8 lande. Han er modtager af Michael Strunge-prisen. Københavns Universitets Guldmedalje og Statens Kunstfonds Treårige arbejdsstipendium.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 4 måneder siden
Rå ungdomsroman om hjemløshed — Hjemløs er en letlæsningsroman for unge om rapperen Elisa, der bliver hjemløs i mere end en forstand.

Elisa er rapper i bandet ´The Move´, men bliver smidt ud af de andre bandmedlemmer på grund af sin vilde livsstil og egoistiske opførsel. Det bliver begyndelsen på en deroute for Elisa, der i forvejen har fravalgt kontakten til sine forældre, og da hun senere også mister sin lejlighed, har hun ingen steder at tage hen. Med livet som hjemløs eskalerer Elisas stofmisbrug, så hun til sidst bliver en del af den kriminelle underverden. Elisas hjemløshed beskrives også som en mental hjemløshed: Hun har store kunstnerdrømme, men ingen selvforståelse og kan derfor ikke forløse sit kunstneriske talent — før hun møder en, som måske kan forløse hende menneskeligt.

Hjemløs er den første udgivelse i Turbine Forlagets nye serie letlæsningsbøger for unge mellem 14 — 17 år. Sproget er råt og direkte — og let tilgængeligt for målgruppen med en lix på 14. Handlingen bæres frem af elementær spænding og kommer omkring tematikker fra mange unges virkelighed anno 2013: den lette adgang til stoffer, drugrape og rusen ved at være kendt.

Romanen er skrevet af Kirsten og Morten Ahlburg, der er mor og søn — og allerede et erfarent forfatterpar. De debuterede sammen i 2008 med ungdomsbogen Team Alfa og har siden udgivet en række børne— og ungdomsbøger sammen. Den særlige forfatterkonstellation betyder, at deres bøger både har troværdighed i skildringen af unges liv og sprog — og en sikker sproglig formidling, der sikrer alle i aldersgruppen en god læseoplevelse.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
I 2019 er det 30 år siden, muren faldt. Det er samtidig 40 år siden, forfatter Ole Steen Hansen første gang gik gennem jerntæppet ved Friedrichstrasse i Berlin i håbet om at møde en person, han skulle aflevere et brev til. Det blev begyndelsen til en lang række besøg i DDR. Først og fremmest private i Leipzig, hvor han fik et førstehåndskendskab til det liv, der blev levet bag systemets grå facader. Det var menneskene og ikke det bureaukratiske diktatur, der fik ham til at vende tilbage igen og igen. Også selvom han på et ejendommeligt besøg hos syngeklubben i Güstrow ikke blot spillede basguitar, men også var med på den lokale propaganda.
Efter murens fald herskede der totalt kaos i DDR, og Ole Steen Hansen mistede sine kontakter. I 00’erne besøgte han igen det tidligere DDR for at lede efter gamle venner, men også for at møde nye og diskutere oplevelserne fra dengang. I denne bog giver Ole Steen Hansen — ikke mindst gennem en række personlige portrætter — et levende billede af, hvordan kreativitet og opfindsomhed trivedes i folks private liv. Han kender folk, der flygtede fra systemet, men også folk, der troede på det. Selv siger han: ”DDR lærte mig, at spændende personligheder kan vokse og gro op gennem sprækkerne i diktaturets hårde asfalt. Jeg lærte også, hvor uendeligt glade vi skal være for at leve i et velstående demokrati her i Danmark.”
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
Rakel har aldrig forstået, hvordan man får venner. Som barn var hendes bedste venner bogstaver, tal og fantasivennen David. Desuden har hun et stort talent for misforståelser. Da hun flytter til Oslo for at studere, møder hun matematikprofessoren Jakob. Han arbejder på en roman om Sofja Kovalevskaja — den første kvinde, der blev professor i matematik. Hun havde et nært forhold til sin vejleder, og Rakel og Jakob indleder også et hemmeligt kærlighedsforhold, selvom Jakob er gift og har børn.
Læn din ensomhed langsomt mod min er en usædvanlig fin og sårbar roman om at finde mening og sammenhænge i livet, når man allermest trænger til det. Det er en roman om kærlighedens og ensomhedens pris og mange aspekter, og om søgen efter skønhed i livet.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
Danmarks udenrigsminister, den tidligere jægersoldat Henrik Foss, er under pres. Et barskt opgør i Venstres top truer med at vælte regeringen indefra og sende Foss ud i den politiske kulde. Men samtidig er Henrik Foss under et langt værre — og livsfarligt — pres …
Europas politikere har lukket grænserne, og menneskesmugling ind i EU er en guldgrube. Fra skyggerne truer og bestikker kriminelle netværk politikere over hele Europa til at give den lukrative forretning optimale betingelser. Også den danske udenrigsminister har de i sigtekornet. Samtidig har en gruppe hackere fået fingrene i en liste over de politikere, der er styret af de kriminelle netværk. Med den i hånden kan Henrik Foss tage kampen op. Nu går jagten på de listede politikere ind, men Henrik Foss er ikke den eneste jæger, og konkurrenterne skyr ingen midler. Et farligt spil er begyndt, og hvem lurer i skyggerne — hvem står på listen?
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
I Monica Isakstuens nyeste roman udforskes en ukontrolleret vrede. En vrede, der bobler op i hovedpersonen i hendes omgang med sine nærmeste. Mod børn og mand, mod dem, hun elsker højest. Er det den person, hun vil være? Og hvor kommer dette raseri fra?

Raseri er en roman, som på mange måder følger i fodsporene på Isakstuens seneste bog, Vær god ved dyrene, men her er det et helt nyt liv, der formes med nye forhold, nye børn og nyt hus. Og det er her, raseriet virkelig opstår: Hvordan er det at leve med og opdrage små børn, den invasion af livet og opgivelsen af selvet, det medfører, frustrationen og den nogle gange totale hverdagshåbløshed?
Kun få kan skrive sådanne eksistentielle erfaringer så stærkt, og humoristisk, som Monica Isakstuen. Raseri er en roman, der virkelig brænder — og som brænder sig fast.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.
Da Ingegärd Gardell føder sin yngste søn, Jonas Gardell, sprænger hendes blindtarm i barselssengen, og hun får akut bughulebetændelse. Da lægerne opdager det, er det for sent at gøre noget ved det, og de giver hende besked om, at hun skal dø. Hun får sin nyfødte dreng i armene, og hun får at vide, at de blot har en time sammen, før det er slut. Men da Ingegärd kigger ind i den nyfødtes øjne, sker der ifølge hende et mirakel … og hun dør ikke. En betingelsesløs kærlighed opstår mellem de to.
Men selv om Jonas’ barndom er fuld af morens kærlighed, så er den ikke nem. Forældrene Ingegärd og Bertil er begge opdraget i frikirken, men da nye strømninger kommer til landet i slutningen af 60’erne, melder de sig under fanerne. Men deres konservative og strenge opdragelse lader sig ikke fornægte, og det kan være svært at slippe gamle livsmønstre, og forholdet mellem de to forvitrer. Nu står Ingegärd alene tilbage med fire børn, knuste forskerdrømme …og det, som viser sig at være de tidlige tegn på alzheimers.
Til minde om en betingelsesløs kærlighed er en både smuk og rørende roman. Om en mor, som elsker så højt, men ikke selv forstår, hvordan hun kan modtage kærlighed.
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 5 måneder siden
Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet og skal være et halvt år i Aasiaat i Grønland.
”Det bliver så godt for dig,” siger Rebekkas mor, men hvad er det egentlig, hun er taget derop for? Det står mere og mere uklart for Rebekka, som dagene går i det gamle kristne hotel Gudhjem, hvor hun arbejder i receptionen og afholder bibelaftener. Samtidig begynder der at ske mystiske ting omkring hende. Den gamle dame Hanne mener, der er noget helt galt på hotellet, rengøringsdamen nægter at gøre rent på værelse 209, en ung mand dukker både op på hotellet og i Rebekkas drømme, og folk i byen snakker om fjeldgængeren Paalu, der er kommet ned fra fjeldet og nu leder efter et offer.
Rebekka forsøger at holde fast i sin kristne tro, men langsomt mister hun fornemmelsen for, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. Noget tyder på, at hendes fortid og alle de hemmeligheder, hun har efterladt hjemme i Danmark, er ved at indhente hende — med fatale konsekvenser til følge …
Turbine Forlaget
Turbine Forlagettilføjede en bog til boghyldenTurbinefor 6 måneder siden
Alle i Rosemary Beach tror, de kender historien om, hvordan Rush Finlay og Blaire Wynn forelskede sig i hinanden. Men nu er Rush tilbage for at fortælle sin del af historien …
Rush lever helt op til sit ry som badboy. Alle mændene i Rosemary Beach er misundelige på hans store hus ved stranden, hans lækre bil og alle de piger, der står i kø for at være sammen med ham. Rush er cool, og han er søn af en rockstjerne. Han behøver ikke andre end sin bedste ven Grant og sin søster Nan.
Indtil Blaire Wynn kommer kørende ind i byen i sin gamle truck med en pistol under sædet. Rush bliver med det samme tryllebundet af den engleblide skønhed fra Alabama, men hun er hans stedsøster, og han lover sig selv at holde fingrene fra hende. Også selv om hun har brug for hans hjælp. Også selv om han er vild med hende.
For Rush ved godt, hvorfor Blaire er helt alene i verden og tvunget til at bede sin far om hjælp, selv om faren forlod hende for tre år siden. Og han ved, at et forhold til Blaire vil knuse Nan, som har en hemmelig forbindelse til Blaire.
Han har alle mulige gode grunde til at holde sig væk fra Blaire. Find ud af, hvorfor han alligevel ikke kan.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)