JP/Politikens Forlag: lydbøger

Politikens forlag
Politikens forlag
Vi elsker bøger, forfattere og glade læsere.
Mens solen går ned over Louisiana en smuk oktoberaften i 1943, tilbringer en ung sort mand sine sidste timer alene i en fængselscelle.

Når klokken slår midnat skal den attenårige Willie Jones henrettes for at have voldtaget en hvid pige – en forbrydelse, flere er begyndt at tvivle på, om han er skyldig i. Imens bumler en elektrisk stol af sted gennem landskabet, fastsurret på ladet af en gammel pickup truck. Den er venligst udlånt af det nærmeste statsfængsel til lejligheden. Fra den modsatte side nærmer Willies desperate far sig med sønnens gravsten på en kærre, trukket at muldyret Bess, der hele tiden går uhjælpeligt i stå. Og mens timerne går, stiger spændingen, og noget ulmer i det lille sydstatssamfund, hvor almindelig menneskelig værdighed er oppe imod en rå og nedarvet tankegang.

Et rystende vidnesbyrd af en roman, der lavmælt og usentimentalt beskriver, hvordan angst og fordomme trækker et samfund fra hinanden og slider gode mennesker op.
Nådestolen, Elizabeth Hartley Winthrop
Er det muligt at begå den perfekte forbrydelse?

En kompromisløs international sammensværgelse fører til et halsbrækkende kapløb mod tiden.
En anonym ung kvinde findes dræbt på et nedslidt hotel på Manhattan. Alle kendetegn er ætset væk.
En far halshugges offentligt i den brændende saudiske ørkensol.
En berygtet syrisk biotekekspert får skåret øjnene ud på en losseplads i Damaskus.
De sidste rester af et menneske brænder ud på en bjergside i Afghanistan.
Ét spor forbinder forbrydelserne, og kun én mand kan drage ud på rejsen. Pilgrim.
Jeg er Pilgrim, Terry Hayes
Storslået historisk roman baseret på forfatterens egen families fortælling fra Holocaust

Radom, Polen, 1939: Tre generationer af den jødiske familien Kurc samles for at fejre Seder. De taler om forelskelser, barnefødsler og andre livsbegivenheder og gør deres bedste for at fokusere på alt andet end den krig, der nærmer sig fra vest. Men snart spredes familien for alle vinde for hver især at finde en vej i sikkerhed for rædslerne i de europæiske koncentrationslejre. En tvinges i eksil, en anden forsøger at flygte fra kontinentet, mens andre kæmper for at undgå den visse død ved at arbejde umenneskeligt hårdt i ghettoens fabrikker, eller slet og ret udgive sig for ikke at være jøde. Kurc-familien er drevet af en ubændig trang til at overleve og frygten for aldrig at se hinanden igen, og med kun håb, opfindsomhed og indre styrke som våben kæmper de sig frem gennem nogle af de mørkeste år i det tyvende århundrede.

Da forfatteren Georgia Hunter var femten år gammel, fandt hun ud af at hun er efterkommer af polske jøder. Dette er fortællingen om hendes ophav, og om en hel generation af polske jøder, hvoraf kun de allerheldigste overlevede og måtte læge deres sår, begræde det mistede og skabe en ny tilværelse for dem selv og deres familier.
Daniels faster forlod som ganske ung sit barndomshjem, og siden har ingen talt om hende. Nu, mange år senere, er hun forsvundet i Berlin og har tilsyneladende efterladt sin mand og sit nyfødte barn. Daniel fornemmer, at noget ikke stemmer og sætter sig for at undersøge sagen – på trods af at Daniels far indtrængende beder ham om at lade den ligge.
Kvartsgeode, Sissel-Jo Gazan
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Hjemme i Grønland bor børnenes mor, Abelone. Hun var hushjælp hos Eva og Berthel, og omstændighederne tvang hende til at sende sine to mindste børn med deres nye familie til Danmark.

Iben Mondrup skildrer klart og klogt livet i en familie, hvor børnene må kæmpe for sig selv og hinanden.
Som en af de skarpeste stemmer i sin generation kaster Elif Batuman sig over sin største kærlighed i litteraturen: de store russiske forfattere.

De Besatte er på én gang en efterforskning af et muligt drab der fandt sted i Tolstoys barndomshjem, en tur i Pushkins fodspor gennem Kaukasus, en fortælling om hvorfor man på old-usbekisk har hundrede ord for gråd, og en beskrivelse af konstruktionen af et ispalads fra det attende århundrede ved floden Neva. Vi tager med Batuman til Stanford, Schweiz og Sankt Petersborg, mens hun undersøger kærlighedens forhold til litteraturen, individets plads i historien og den universitetsstuderendes evige eksistentielle tort, som disse store spørgsmål kommer til udtryk bogstaveligt og metaforisk hos hendes yndlingsforfattere. Alle disse mange fragmenter samler sig til et vildt ridt gennem egne erfaringer, som de læses op mod de store mestre.

” Sjov, vidtfavnende, begavet og mindeværdig.”
– New York Times Book Review

” Batuman er en udsøgt begavelse.”
– L.A. Times Book Review
Kriminalpsykolog Sebastian Bergman har forliget sig med tanken om, at hans dage i marken er forbi. Hans tid går med at holde forelæsninger og skrive bøger. Den eneste fra teamet, han har sporadisk kontakt med, er Ursula. Datteren Vanja har han ikke hørt fra i månedsvis.

Vanja er heller ikke længere en del af rejseholdet; hun har taget et tilfældigt job som kriminalbetjent i Uppsala. Den seneste måned har hun arbejdet med opklaringen af en serie voldtægter, hvor gerningsmanden sniger sig ind på sine ofre bagfra, bedøver dem, trækker en sæk over ansigtet på dem og fuldbyrder forbrydelsen. Da et af ofrene findes omkommet, involveres rejseholdet, og snart også Sebastian Bergman.

Teamet er igen samlet og tvinges nu til at bilægge de personlige stridigheder for at afsløre den brutale voldtægtsforbryder, som fortsætter med at sprede frygt i Uppsala. Trådene samler sig langsomt, og noget tyder på, at ofrene ikke er tilfældigt udvalgt. Men hvad er sammenhængen? Og hvorfor står flere personer i vejen for opklaringen?
En højere retfærdighed, Hans Rosenfeldt
I lyd-udgaven af Turen går til Kroatien, får du en introduktion til Kroatien i dag, befolkning og samfund, kunst, kultur og arkitektur, mad og drikke og historie. Derudover får du også en kort beskrivelse af byens forskellige områder; hovedstaden Zagreb, Slavonien og Baranja, Istrien, Kvarner-bugten samt Dalmatien med gamle kulturbyer som Zadar, Split og Dubrovnik – sidstnævnte også kendt fra serien Game of Thrones. Og endelig er der også mange tip til dem, som vil holde ferie i Kroatiens store øhav.

Indlæst af Helene Egelund i december 2019.
Turen går til Kroatien på 87 minutter, Tom Nørgaard
Følg med Danmarks verdenskendte forskningspioner inden for sundhedsfremmende bakterier, Oluf Borbye Pedersen, ind i et univers af bittesmå organismer, som ingen anede eksisterede, for at finde forklaringen på medicinske mysterier og nye nøgler til at forebygge og behandle sygdomme.

Mikrober som bakterier, virus og svampe er overalt omkring os, på os og i os. De er vores meget aktive livsledsagere. Vores liv er én lang og hårfin linedans med personlige mikrober, for de vil påvirke vores helbred, fra det sekund vi kommer til verden. De kan holde os raske, påvirke vores humør, gøre os syge eller slå os ihjel. Mange mennesker er bange for bakterier og andre mikrober, men langt de fleste hjælper os med at holde tarmene velfungerende, immunforsvaret i det rigtige gear, huden sund og tænderne fri for huller.

Vi mennesker er i virkeligheden som turister på en planet, der har været styret af mikrober i mindst et par milliarder år. Derfor bør vi tænke de usynlige samboere med ind i hverdagen, når vi forsøger at finde vejen til et godt og langt liv uden sygdom. Forskningen viser vej til helt konkrete måder, hvorpå vi hver især med en sund livsstil og et naturligt forhold til omgivelsernes mikrober kan berige og forstærke vores egne mikroorganismer, så de livet igennem kan være med til at optimere vores immunforsvar, fordøjelse, energi og mentale balance.

Inden for de seneste få år har forskere fået mistanke om, at rod i vores mikrober kan være medvirkende årsager til f.eks. Alzheimer, depression, tarmsygdomme, astma, allergi, overvægt og diabetes, og det forskes der nu intenst i. Håbet er, at større viden på området vil vise nye veje til forebyggelse og mere effektiv behandling af disse sygdomme.

Blandt de ledende videnskabsmænd er professor Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet, en af verdens største autoriteter inden for forskningen i de bakterier, der bor i os og på os. De seneste 10 år har hans forskning uddybet vores forståelse af, hvor betydningsfulde de personlige mikrober er for helbredet. I denne bog viser han, at han også er en blændende fortæller.
En hjertevarm ugentlig hilsen fra en af vores allerstørste forfattere

Igennem et år fra januar 2018 til januar 2019 har en af vores litterære samtids mest elskede stemmer, Elena Ferrante, skrevet en ugentlig klumme i den britiske avis The Guardian. Her samles klummerne for første gang til en smukt illustreret bog om årets gang, kærlighed og familie, hverdag og fest, sorg og ensomhed, ungdom og aldring, kort sagt nogle af menneskelivets største temaer.
Da den lesbiske vicepolitikommissær Pia Waage en søndag eftermiddag ankommer til sin kærestes idylliske bondehus, mødes hun af et rystende syn: Dorthe ligger i en blodpøl, tævet til døde.

Da Pias kolleger fra Christianssund Politi får hende varetægtsfængslet, kontakter hun privatdetektiven Dan Sommerdahl, der uden tøven påtager sig opgaven med at få hende renset for mistanke. Snart er han adskillige skridt foran politiet, men arbejdet bliver mere kompliceret end først antaget. Der er mange mulige motiver og mange mistænkte, og de professionelle efterforskere gør alt for at modarbejde den skaldede detektiv.

Først da Dan og hans gamle kammerat Flemming Torp, som nu arbejder i politiets afdeling for økonomisk kriminalitet, indleder et samarbejde, kommer der skred i tingene, og snart må de sande, at sandheden skjuler sig et helt andet sted, end de havde troet.

Sidste forestilling er sjette selvstændige bind i serien om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl.
Sidste forestilling, Anna Grue
På Bornholm findes liget af skolepigen Susan, der forsvandt sporløst under en lejrskoletur i 1995. Liget har ligget gemt i en klippesprække i Ekkodalen under et myldrende dække af insekter.

Camilla Lind er tilbage på kriminalredaktionen på Morgenavisen og insisterer på at optrevle, hvad der egentlig skete, dengang Susan forsvandt. Da Camilla opsøger Susans gamle klassekammerat, Pia, for at få mere at vide, finder hun en familie knuget af sorg, fordi Pia samme morgen er gået i Dyndet og har druknet sig.

Louise Rick er på orlov fra sit job i Drabsafdelingen og er i utide blevet kaldt hjem fra sin jordomrejse, efter hendes bror har forsøgt at begå selvmord. Han er sønderknust, fordi hans kone, Trine, igen har forladt ham og deres to små børn. Louise prøver at hjælpe sin bror med at finde Trine, som ikke har givet lyd fra sig, siden hun forlod hjemmet.

I sin søgen blandt Trines ting finder Louise et gammelt klassebillede, og det går op for hende, at Trine i sin tid gik i klasse med Susan og Pia og var med på den lejrskoletur, hvor Susan forsvandt…
En hovedrig playboy findes knivdræbt i sit entreprenørfirma, der er ved at blive renoveret. Det viser sig hurtigt, at morderen skal findes i den snævre kreds, der har nøgle til byggepladsen. Flere af dem – fra firmaets direktør og mellemlederne til de håndværkere, der står for arbejdet – har haft særdeles gode grunde til at slå Peter Münster-Smith ihjel.

Efterforskningen giver såvel Christianssund Politi som privatdetektiven Dan Sommerdahl indblik i en verden fyldt med kokain, dyre ure og masser af smukke kvinder. Skal motivet findes blandt den dødes damebekendtskaber, eller er det hele i virkeligheden … et spørgsmål om penge?

Et spørgsmål om penge er femte selvstændige bind i Anna Grues anmelderroste krimiserie med privatdetektiven Dan Sommerdahl i hovedrollen. De første fire bind er Dybt at falde, Judaskysset, Kunsten at dø samt Den skaldede detektiv. Sjette bind i serien er Sidste forestilling.
Et spørgsmål om penge, Anna Grue
Nicklas Bendtners liv og karriere har været spækket med dramatik. Han har oplevet stjernestunder på det danske landshold og som professionel i verdensberømte klubber som Arsenal og Juventus. Han har også været tæt på at sætte alt over styr i en rus af alkohol, kvinder og gambling.

I denne selvbiografi fortæller Nicklas Bendtner – med en bemærkelsesværdig ærlighed – om sit livs lyse og mørke sider. Om at være Amagerdreng med ære og stolthed. Om at kæmpe sig til toppen i verdens hårdeste liga. Om at blæse på hierarkiet og score de første vigtige mål for landsholdet. Om venskaber og rivalisering med en række af fodboldens største stjerner. Om stormfulde forhold. Om at blive far til en højt elsket søn, som han ikke altid har fået lov at se. Om at blive svigtet af sine nærmeste. Om hvad penge kan gøre ved folk. Om at være så talentfuld, at man mister jordforbindelsen. Om mirakuløst at overleve en motorvejsulykke, som alligevel skulle få skæbnesvangre konsekvenser. Om balladen i medierne og skandalerne i nattelivet.

Siden midten af nullerne har millioner af danskere haft en holdning til Nicklas Bendtner. Han har været mere beundret, mere forkætret og mere forhånet end stort set alle andre danske helte og skurke i sportens verden.
Selv har han i reglen valgt at tie. Indtil nu. Efter halvandet årti – skiftevis på toppen og bunden – er Nicklas Bendtner endelig klar til at fortælle sin historie. Vel at mærke hele historien. Råt for usødet. Uden at skåne nogen som helst. Allermindst sig selv.

Bogen er skrevet i et nært samarbejde med journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen, som blandt andet er kendt for sin anmelderroste livsfortælling om Jakob Ejersbo, Jakob var her. De to har over en årrække bygget en usædvanlig fortrolighed op
Hvorfor økonomier og børsmarkeder er ustabile, og hvordan du kan forudse de største opsving og nedture.

Økonomier er stærkt turbulente. Et år kan vi opleve højkonjunktur med boom i aktier og ejendomspriser ledsaget af fester, champagne og kaviar. Flere og flere tror, at opsvinget nærmest vil vare evigt. Blot et par år senere kan vi være sunket ned i en dyb krise med konkurser og børskrak. Mange frygter nu, at økonomien aldrig bliver bedre.

Lars Tvede tager i denne bog lytteren med på en fascinerende rejse gennem økonomiens historie og præsenterer de mest centrale teorier om økonomiske konjunkturer. Lige siden John Law indførte papirpenge i Europa i 1700-tallet, har eksperter prøvet at forstå, hvad der skaber de store udsving, og hvordan regeringer og centralbanker kan styre nogenlunde sikkert gennem høj- og lavkonjunkturer. Hvor tæt er vi nu på en viden, der kan afbøde de største skader?

Kriser, krak og kaviar er fagligt velfunderet og samtidig skrevet i et let sprog krydret med anekdoter og historier. Hvem skulle fx have troet, at de første gennembrud i nationaløkonomi og kriseteori blev skabt af en skotsk gambler, skørtejæger og morder og en hårdkogt, irsk storspekulant? Og hvad var dramaet bag den store depression i 1930'erne og dotcom-krakket ved årtusindskiftet?
Utilsigtede hændelser er en fortsættelse og en afslutning af historikeren Søren Mørchs store fortælling om verden, som den er.

Søren Mørch fik et folkeligt gennembrud som historiefortæller, da han i slutningen af nullerne udgav de to store og stærkt anmelderroste værker Store forandringer og Vældige Ting, som blev solgt i over 30.000 eksemplarer. Nu fuldender han sit værk med det længe ventede tredje bind i trilogien, Utilsigtede hændelser.
Hvor første bind, Store forandringer, handlede om, hvordan verden blev, som vi kender den, og andet bind, Vældige ting, var fortællinger om, hvordan verden forandrede sig fra den gamle til den moderne, ser bind tre på verden, som den ser ud i sin nuværende skikkelse.

Med overraskende nedslag i historien fortæller Søren Mørch en række tankevækkende historier om den moderne verden som en proces, der fortsat buldrer derudad.
Det er fortællinger, der beskæftiger sig med forudsætningerne for vores tid, med afslutningen på Storbritanniens tid som stormagt, med Tyskland efter 2. Verdenskrig, med USA’s bestræbelser på at blive stormagt samt med Rusland og det moderne Iran og Afrika.
Med denne mosaik af historier forsøger Søren Mørch sig med det tankeeksperiment at se livet og historien som en lang række utilsigtede hændelser.

Utilsigtede hændelser er – på samme måde som de to tidligere bind – verdenshistorie på en ny, skarp og anderledes måde. Søren Mørch er i topform, og bindet er velskrevet, spændende at læse og godt at få forstand af.
Lær det mindre kendte Italien at kende. Bliv guidet til hemmelige strande, spektakulære naturparker og små byer, hvor tiden synes at stå stille. Fra de grønne bjerge, gennem vulkanlandskab til de stejle kyster med lokkende sandstande. Turen Går Til Napoli og Syditalien er for dem, der skal til denne del af Italien for første gang - eller opleve helt nye sider af landet.

I lyd-udgaven af Turen går til Napoli og Syditalien, får du en introduktion til Napoli i dag, befolkning og samfund, kunst, kultur og arkitektur, mad og drikke og historie. Derudover får du også en kort beskrivelse af byens forskellige områder - fra Abruzzo og Molise over Puglia, Napoli og Campanias kyster til Basilicata og Calabria.

Indlæst af Maria Garde i december 2019.
Turen går til Napoli & Syditalien på 87 minutter, Cecilie Marie Meyer
I lyd-udgaven af Turen går til Sicilien, får du en introduktion til Sicilien i dag, befolkning og samfund, kunst, kultur og arkitektur, mad og drikke og historie. Bogen giver et indblik i dagligdagen på Sicilien og forklarer politiske og kulturelle problemstillinger. Derudover får du også en kort beskrivelse af øens forskellige områder - Palermo og omegn, vestlige Sicilien med Egadiske Øer, nordøstlige Sicilien med Etna og Lipariske Øer samt Sicilien mod syd og sydøst, herunder oldtidsbyen Siracusa.

Indlæst af Maria Garde i december 2019.
Turen går til Sicilien på 68 minutter, Cecilie Marie Meyer
Lyt til lydudgaven af Geniale grønne proteiner – den ultimative guide for alle, der ønsker at spise grønt uden at gå på kompromis med sundhed, styrke og velsmag.

Giv dig selv optimale muligheder for at holde dig stærk og sund, når du spiser helt eller delvis plantebaseret. Proteinerne i plantemad er typisk af mindre god kvalitet end dem, du finder i kød og mælk, så din organisme har sværere ved at få glæde af dem. Men hvis du ved, hvordan du skal skrue dine grønne måltider rigtigt sammen, kan du sagtens give din krop, alt hvad den har brug for.

I denne bog er muskelnørden Anders Nedergaard og madsnedkeren Christine Bille Nielsen gået sammen om at opruste dig med al den vigtige viden og alle de værkøjer, der gør det let at få fuld bonus af planterigets proteinkilder – helt uden at gå på kompromis med madglæden. Lær bl.a. at kombinere de grønne råvarer, så deres samlede proteinkvalitet eksploderer, og hvordan du skal fylde dagens måltider med ekstra planteproteiner i situationer, hvor du har ekstra brug for dem:

· når du vil tabe dig uden at miste muskelmasse
· når du er 50+ og ønsker at holde dig i topform resten af livet
· når du træner og vil have store, stærke muskler.

Alt sammen ved hjælp af vidunderlig, vegetarisk eller vegansk mad , pumpet med både velsmag og planteproteiner. Desuden får du masser af nyttige guides, tips og tricks til, hvordan du på egen hånd tryller den skønneste smag og konsistens ud af planterigets proteinkilder, lige fra bælgfrugter og korn til nødder, svampe og og grøntsager.

De 63 opskrifter kan du finde i e-bogen eller den printede bog.
Geniale grønne proteiner, Anders Nedergaard, Christine Bille Nielsen
I sin første og eneste autoriserede selvbiografi løfter musikikonet Elton John sløret for sandheden om sit helt usædvanlige liv. Mig er en ærlig, bevægende og vanvittigt underholdende historie om en af de mest succesfulde og langtidsholdbare singer/songwriters nogensinde.

Elton John, der oprindeligt er døbt Reginald Dwight, var en lille genert dreng, der voksede op i en London-forstad og drømte om at blive popstjerne. Og det blev han. Allerede som 23-årig var han på sin første koncertturné i USA, hvor han i tætsiddende sølv-hotpants mødte et lamslået publikum. Elton John var ankommet, og musikverdenen skulle aldrig blive den samme igen.

Elton Johns liv har været fuldt af drama.Fra de første tidlige afslag fra pladeselskaber på sange skrevet i samarbejde med den senere mangeårige sangskriverpartner Bernie Taupin til et liv som superstar på toppen af de internationale hitlister, et liv, der spandt fuldstændigt ud af kontrol. Fra et halvhjertet forsøg på at drukne sig selv i sin swimmingpool i Los Angeles til diskodans med the Queen, fra venskaberne med John Lennon, Freddie Mercury og George Michael til arbejdet med at stifte sin egen AIDS Foundation. I mange af årene i kombination med et seriøst stofmisbrug.

Det er også stærk læsning, når Elton skriver om at blive clean og ændre sit liv, om at finde kærligheden med David Furnish og om at blive far. Varmt, ydmygt og åbent fortæller han om sin musik, sine forhold, sine passioner og sine fejltagelser. Dette er en historie, der vil sidde længe i læseren, efter at bogen er slut – fortalt af en levende musiklegende.
bookmate icon
Én betaling. Stakkevis af bøger
Du køber ikke bare en bog. Du køber et helt bibliotek… til samme pris!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)