”Danmark, Grønland og Færøerne udgør en arktisk stormagt. Sammen er vi verdens 12. største nation og den tredje største nation i NATO. Det skal vi udnytte!”

Sådan lød den bastante opfordring fra Peter Taksøe-Jensen, regeringens udenrigsgransker, i maj 2016. Budskabet var, at Færøerne og især Grønland udgør en enestående platform, der kan bruges til at fremme Danmarks værdier og interesser til gavn for os selv, for grønlændere og færinger, for miljøet og klimaet, erhvervslivet og freden. Opråbet medførte en del medieomtale, men ingen debat: Stort set alle i det danske beslutningslag er nemlig enige! Taksøe-Jensen satte blot ord på en anskuelse, der for længst har vundet hævd i stats- og udenrigsministeriet, i diplomatiet, i forsvaret, i erhvervslivet, blandt historikere og i kongehuset.

Her vinder et helt nyt syn på Danmark frem. Siden 1864 har vi lært, at vi er borgere i en lilleputnation, og at al politik skal formes i erkendelse af vores lidenhed. Forestillingen om den arktiske stormagt rykker ved hele denne danske selvforståelse – og ved vores forhold til Grønland, den gamle koloni.

Martin Breum vil gerne udforske denne tanke om ny storhed og udsætte den for prøvelse. Hvor kommer den fra? Har den indhold? Hvem skubber på? Og hvordan kan den overhovedet tænkes i lyset af det brændende ønske om uafhængighed i Grønland? Hvordan håndterer vi magten i det moderne forhold mellem Danmark og Grønland, danskerne og grønlænderne, når Grønland pludselig får helt ny betydning?

Stormagten er meningsløs uden Grønland, og i oktober i år blev vi igen mindet om realiteterne. En ny bred politisk koalition i Nuuk skrev i allerførste linje i sit regeringsgrundlag: ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed”. I Danmark anses tanken om et uafhængigt Grønland for uansvarligt fantasteri – og det er det muligvis også – men i Nuuk lover politikerne, at skitsen til en ny grønlandsk grundlov vil ligge klar om 18 måneder, og at nye forvaltningsområder vil blive hjemtaget til Nuuk i rask trav. Samtlige politikere i Grønland stiler i dag mod en opløsning af rigsfællesskabet, mens sigtet i Danmark mere end nogensinde er det stik modsatte.

I 2012 skrev Martin Breum ”Når isen forsvinder”. Her tog han fat i de fundamentale nybrud i Arktis, der følger af klimaforandringerne. Han beskrev Danmarks første spæde forsøg på at orientere sig i den nye politiske og økonomiske dynamik i Arktis. I 2014 udgav han ”Balladen om Grønland”; et øjebliksbillede af forholdet mellem Grønland og Danmark, et dyk ind i en række dagsaktuelle konflikter om uran, olie og Aleqa Hammonds skarpe retorik – og et møde med menige grønlænderes syn på Danmark.

Nu løfter Martin Breum perspektivet og beskriver, hvordan stærke kræfter i nationens tjeneste arbejder på at udnytte vores arktiske besiddelser til kontant ny hævdelse af Kongeriget Danmarks interesser.

”Hvis Grønland river sig løs” er en tidsaktuel, engageret reportagebog om et nybrud i vores syn på os selv, på Danmarks plads i verdenssamfundet og vores forhold til Grønland – og om grønlændernes forhold til os.

Bøger på »Grønland« boghylden lavet af Allan Bjerggård Jensen