En komprimeret og effektfuld roman, som på en og samme tid er en realistisk og symbolsk roman med et strejf af satire og thriller over sig.
Thorsteina Thorsdottir, bogens kvindelige hovedperson, bor på overetagen i en villa i Reykjavik, hvor hun har arbejdet som folkeskolelærer gennem tyve år. Hun er en midaldrende, fraskilt og barnløs kvinde i overgangsalderen, attraktiv og velhavende. Det sidste gør hende i stand til ofte at rejse til Sydfrankrig, hvor hun gennem tre år har haft et mandligt bekendtskab med en Louis i Marseilles.