Helle Helle

NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS

Hafni fortæller… at hun skal skilles.
Hun ringer fra en rasteplads til romanens egentlige fortæller. Men det er kun Hafni, der taler. Hun har planlagt at fejre sin skilsmisse med en såkaldt smørrebrødsrejse fra Roskilde over Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Faaborg, og via Bøjden-Fynshav slutteligt til Gråsten for at indtage det store sønderjyske kaffebord.
Det var hensigten, at turen skulle tage 8 dage.
Den ender med at vare cirka en måned.
Nu ringer Hafni så for at fortælle, hvad der er gået galt undervejs.
Hun siger:
Jeg vil ikke være mig.
Jeg vil lave mig selv om.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave mig selv om.

Flytter Bob og jeg så til Vanløse. Sådan indleder Helle Helle sin nye roman BOB.

Bob ved ikke rigtig, hvad han skal.
Hans kæreste har travlt med sit nye studie.
Hun er hende fra 'de'.
Selv arbejder han lidt på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses og fortaber sig i Københavns gadenavne.
Mest af alt ønsker han sig en fremtid med hende.
Hun er romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv — især det, hun ikke selv er en del af.

En skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.

To vildfarne løbere render på hinanden i en skov og tvinges af omstændighederne til at tilbringe weekenden sammen der. Blandt andet i en shelter.

En ung kvinde bor til leje ved stationen i Glumsø. Hver dag tager hun toget til København. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie, men hun kommer ikke på universitetet. Hun tilbringer sin tid på gader og stræder og i Scala med Digter Hase.

En kvinde stiger af bussen et sted på Sjælland med sin rullekuffert. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Hun bliver samlet op af John og Putte, to venlige fremmede, som indlogerer hende på deres hjørnesofa.

Jane og Tine er søstre og bor i Rødbyhavn. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden. Rundt om dem dør folk på stribe, sådan er det på de kanter. Mænd går ind og ud af deres liv, på samme måde var det også for deres mor og hendes mor igen.