Dette er Fitzgeralds litterære højdepunkt, men også et værk, der er blevet til gennem ulidelig smerte. Handlingen er delvist selvbiografisk, da hans kone, Zelda, blev indlagt med skizofreni på et psykiatrisk hospital, han personligt gik konkurs og endelig lod sin alkoholisme bryde ud i lys lue under skrivningen. Læser man bogen, giver det perfekt mening, at den er opkaldt efter en strofe i Keats’ digt om øjeblikkets forgængelighed, Ode to a Nightingale.