Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsøg på at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.

Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være forbundne, hvad det vil sige at være et samfund.

Katastrofen vækker en ømhed, en medmenneskelighed på det private og det overordnede plan, men gør det også besværligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkår, høje som lave i samfundet skal følge samme regler. Hvad gør det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi på begrænsningerne? Hvad gør det helt konkret ved os, hvilke tanker sætter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, når ideen om, at vi er i samme båd, begynder at krakelere?

Det er digte, der befolkes med flasker, håndsprit, telte i Fælledparken og afspærringsbånd ved Islands Brygge, der spirer frem i løbet af undtagelsestilstanden, mens foråret passerer uden for vinduet. Den potentielle katastrofe sætter mærker i verden, i hverdagen, og Caspar Eric forsøger at indfange følelsen af både det lille og det store drama i takt med, at det folder sig ud. Det er digte, der leder efter det almene i den helt banale dagligdag, ligesom de undersøger, hvordan selv det helt intime rum gennemstrømmes af situationen i verden.

Bøger på »Moderne litteratur « boghylden lavet af Anissechaker