”En dag vil vi grine af det” burde få en pris for en fantastisk titel: Denne titel ligger som et lydspor under hele gennemlæsningen, hvilket gør at man får ekstra ondt i maven: Der er nemlig ikke meget at grine af i 17-årige Tues liv. Et fuldstændigt omsorgssvigt hjemmefra, med en tyrannisk far og en svag, selvoptaget mor. Ingen penge, næsten ingen venner, og en undertrykkelse af sin egen homoseksualitet (for bøsser er stadig ikke noget ”man er”, der hvor Tue kommer fra). Det hele er beskrevet meget nøgternt, og uden at Tue falder i offerrollen: Situationerne er beskrevet, som de nu engang er. Måske er det netop sådan, at være en 17-årig dreng fra et trist miljø: Man dvæler ikke ved følelser, men prøver bare at klare sig igennem livet. Bogen virker netop meget realistisk i sin nøgterne stil. Jeg blev ved med at håbe på en happy ending, som aldrig rigtig indtraf – og havde en knude i maven næsten hele vejen – men alligevel kan jeg på det varmeste anbefale den.