En god måde at visualisere forskellen på er at se den dominerende proces som generalen og støtteprocessen som hans adjudant. I den ekstrovertes tilfælde er generalen altid ude i det åbne. Andre mennesker møder ham med det samme og klarer deres anliggender direkte med ham. De kan til enhver tid få den officielle holdning til enhver ting. Adjudanten holder sig respektfuldt i baggrunden eller fortrækker ind i teltet. Den introverte persons general befinder sig inde i teltet, hvor han arbejder med ting, der har højeste prioritet. Adjudanten er udenfor, hvor han afparerer afbrydelser, eller hvis han er inde i teltet for at hjælpe generalen, kommer han ud for at se, hvad folk vil. Det er adjudanten, andre møder og klarer deres anliggender med. Først når disse anliggender er meget vigtige (eller venskabet er meget nært), får andre lov at komme ind for at møde generalen selv.

Hvis det ikke går op for folk, at der overhovedet er en general i teltet, der har langt højere rang end adjudanten, som de har mødt, kan de let forledes til at antage, at det er adjudanten, der enerådigt bestemmer. Det er en uheldig fejltagelse. Det fører ikke blot til en undervurdering af den introvertes personlighed, men også til en ufuldstændig forståelse af vedkommendes ønsker, planer og synspunkt. Den eneste kilde til den slags insider-information er generalen selv.

En afgørende forholdsregel, når man har at gøre med introverte personer, er derfor at undlade at antage alene på baggrund af almindelig kontakt, at de har afsløret, hvad der virkelig betyder noget for dem. Hver gang der skal træffes en beslutning, som involverer introverte personer, bør man orientere dem om emnet så fyldestgørende som muligt. Hvis sagen er vigtig for dem, kommer generalen ud af teltet og afslører en række nye ting, og så er der større chance for, at beslutningen i sidste ende bliver den rigtige.