Men straks fra morgenmaden næste dag fortsætter de deres springende samtale, fuld af huller og lange ladede pauser. I dag er det hende, der skal læse op, og selvom han har lovet hende at holde sig væk fra teatret – „jeg besvimer, hvis du er der …“ – glider han ind i salen og sætter sig på en af de bagerste rækker.
Selvfølgelig får hun øje på ham, og da det bliver hendes tur til at læse op, sitrende, skælvende, sker det samme som i går, bare modsat. Hendes digte flyver ned til ham, han breder armene ud for dem og lader dem slå sig ned hos sig. De vækker en umiddelbar ømhed i ham, han genkender desperationen, depressionen, der er mere eksplicit formuleret end hos ham selv, mere södergransk i inderligheden, mere plathsk i deres aggressive selvhad, „du bruger skurebørsten til de brændte gryder/jeg bruger den til at fjerne/ mig“.
– Du er god, siger han, da de går deres aftentur. Deres sidste. I morgen rejser han hjem.
Hedebølgen er på vej mod sin kulmination. Det er blevet lummert, store blåsorte skyformationer tårner sig truende op over søen.
– Jeg kan godt li’ din knaphed.
– Min hvad …?
– Enkelheden. Du begrænser dig. Det er fint. Ærligt.
– Tak, siger hun og kradser sig på den fregnede håndryg. Så er hun også blevet myggebidt. Selv lå han det halve af natten og kløede sig til blods, kastede sig søvnløs rundt i sengen.
Næppe har de nået søbredden, før en kold vind kommer strygende som en fortrop før regnen, der begynder at falde umiddelbart efter i store, forløsende plask. Samtidig zigzagger et lyn over søen, hurtigt fulgt af det første tordenskrald.
Med hinanden i hånden styrter de leende hen til sørestauranten for at søge ly. De er heldige, får et vinduesbord og kan over en kande