Eärendil en sømand var,
som dvæled i Arvenien;
han byggede et skib af træ,
der fældet var i Nimbrethil;
af sølvtråd sejlet vævet var,
lanternen var af smedet sølv,
dets stævn som svanen krummed sig,
og lyset faldt i bannerne.
En kongebrynje tog han på,
af ring ved ring den smedet var;
de runer på hans blanke skjold
ham værnede mod sår og harm;
hans bue var af dragehorn,
hans pile skåret elfenben,
hans harnisk af det pure sølv,
og balgen ædel kalcedon.
Hvor tappert var hans sværd af stål,
og fra hans hjelm af diamant
der vajede en ørnefjer,
smaragden prydede hans bryst.
I måneskin og stjerneskær
han drog så viden om fra nord,
han sejled på forhekset hav
hinsides dødeliges land.
Der malede den hårde is,
og skyggen faldt på frostkoldt bjerg.
Fra sydens hede ørkenbrand
han hastigt drog og sejlede
ad hav, hvor ingen stjerner var,
til Intets Nat da nåede han,
han gled forbi, fik intet glimt
af lyset og den søgte strand,
men vreden pustede hans båd,
og blindt i skummet rundt han drev
så vidløst om fra vest til øst,
til mod sit hjem han skyllet blev.
Hans skude krydsed Elvings flugt,
en flamme blev i mørket tændt;
mer klar end diamantens skær
en krans af ild om halsen hang.
Om ham hun bandt en Silmaril
og kroned ham med flammer små.
Med ild i blikket modigt da
han vendte stævnen. Nat faldt på,
fra fjerne strand hinsides hav
en storm sig rejste, stærk og fri,
en heftig vind fra Tarmenel,
hvor sjældent nogen går forbi.
Dens ånde løftede hans båd
som dødens kraft blandt skygger grå,
forladte bølgers vilde sorg:
fra øst til vest han drage må.
Fra Evignat igen han kom
på sorte vovers ryg, han red
ad dunkle mil, ad øde kyst,
som druknede, før natten led.
Ved verdens ende hører han
på perlestranden sød musik,
hvor over guld og ædle sten
henskyller evigt bølger små.
Igennem skumring så han nu
den tavse bjergtop hæve sig
i Valinor og Eldamar
så fjernt hinsides sø og hav.
En vandringsmand fra natten drog,
til havnen hvid han kom til sidst,
det fagre, grønne elverhjem.
Han åndede, hvor som krystal
ved foden af Ilmarils bjerg
hist funkler i den dybe dal
den lyse fæstning Tirion,
som spejler sig i Skyggedam.
Dér hvilede han ud en stund,
og mange sange lærte han,
han lytted til de vises sagn.
De gyldne harper kom de med,
de klædte ham i elverhvidt,
syv kærter ledte ham på vej,
da gennem Calacirian
til ukendt land fortabt han drog.
Han kom til sale uden tid,
til evigt lys, utalte år,
og konger fra en svunden dag
skal herske over Ilmaril.
De tyste ord, som taltes her
af menneskers og elvers røst,
blev ej forstået udenfor
af folk forvist fra elvers trøst.
De bygte ham et andet skib
af klar mithril og elverglas
med blanke stævn og åreløst,
ej sejl det bar på sølvermast.
Dets lygte var en Silmaril,
dets banner flammede af ild.
Det skib fik han af Elbereth,
hun selv det bragte, god og mild,
udødeligheds vingepar hun skænkede,
og evig lyst at fare hist ad himlens hav,
hinsides sol og månekyst.
Fra Evigfredens høje bjerg,
hvor kilden risler som krystal,
ham vinger bar. Et rastløst skær
højt over bjerg, højt over dal.
Ved verdens ende vendte han,
han higed mod sit fjerne hjem
og rejste gennem skyggerne.
Som stjernen strålede han frem,
højt over tågen fløj han nu,
et flammebud om solens glans,
et under før det årle gry
ved Nordlandsstrømmens barske dans.
Så fløj han over Midgård hen,
til sidst han hørte jammer, gråd
fra kvinde og fra elvermø
engang i længst forsvunden tid.
For Eärendil blev skæbnens lod:
til Månen slukkes, flyver han
som stjerne. Dvæler aldrig mer
på dødeliges faste strand.
Han er en hvileløs herold,
hans ærind giver ingen ro,
han lyser evigt for vor fod,
lysbringeren fra Vesternæs.
Ringenes Herre 1, J.R.R.Tolkien
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)