Vi bliver nødt til at forholde os til, om folkeskolen, gymnasiet og universitet har til formål at sikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Vi uddanner i dag først og fremmest kurante mennesker, altså mennesker der skal kunne sælge sig selv så dyrt som muligt på et marked, så de kan bringe så meget profit som muligt tilbage til sig selv og samfundet i håbet om at få lykke og frelse retur. Men du kan ikke forbruge dig til et godt liv, for meningsfuldheden næres af noget ganske andet, og der findes ikke velstand nok i verden til at kompensere for et meningsløst liv.
Hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og dermed også i efterstræbelsen af professionelle oplevelser over gennemsnittet. Så helt banalt bør vi være mere interesserede i, at uddannelsessystemet skal udvikle karakterfulde mennesker end arbejdsmarkedsparate personer med høje karakterer. For uanset hvor kurant et menneske du er, uanset hvor dygtig du har været til at få den størst mulige portion profit ud af dit specifikke vidensniveau, så vil dem, der kender sig selv bedst, i sidste ende være dem, der har den korteste vej til et meningsfuldt liv.
Men idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver. Den ensomhed, Nietzsche refererer til, skal vi ikke være bange for. For den ensomhed er en sund pause fra et liv, der buldrer af sted, i en tid, der aldrig kommer igen. Men vi bør være meget bevidste om at bruge den rigtigt. Ensomhed bliver det rum, der er behov for, når du skal fordybe dig og mærke efter, om du er ved at danne dig til det menneske, du stræber efter at blive til. Det er på mange måder med livet, som det er med musikken: Hvis ikke der var pauser, ville det bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne. Det fineste, du derfor kan få med fra din uddannelse, er ikke dit karakterbevis, men at du forstår dig på, hvem du er. Og det tager tid. Tid fra det ene liv, du lever, som det ene menneske, du er. Og meningen med det liv kan aldrig være at blive et pengetjenende væsen. Lige så lidt som meningen med livet kan være at skynde sig. For hvor er det helt præcist vi skal hen?
Men når nu begæret, anerkendelsen og belønningen ligger i netop at blive et arbejdsparat og pengetjenende væsen, og ikke i at blive et livsparat og selverkendt væsen, er det svært at bryde ud af den pluralistiske ignorance. En undersøgelse af amerikanske college-studerende viste, at en studerende i sit afsluttende studieår i 2016 i snit brugte fire timer mindre om ugen på at socialisere med sine venner og tre timer mindre på at feste sammenlignet med en studerende i 1987. I alt syv timer om ugen mindre på fysisk social interaktion. En time om dagen mindre på at træne sociale færdigheder og navigere i personlige relationer og i de følelser, der knytter sig til at begå sig i virkeligheden. Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig. Måske Kierkegaard havde fat i noget, da han morede sig over travlhedens meningsløshed: »Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«
Vi må ikke forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Eller endnu være: med meningsfuldhed. Og slet ikke, når travlheden mere end noget andet er et påskud for ikke at forholde sig til, om det, vi er så travle med, rent faktisk er betydningsfuldt. Det er oftest først, når livet slår os ud af kurs og rækker os en undtagelse fra alle hverdagens gøremål, at vi for alvor gør regnskab over, om vores tid er forbrugt rigtigt. Der skal mange gange enten det til, at Knippelsbro går op, eller at der falder en tagsten ned i hovedet på os. Det er ofte først på vores dødsleje, frigjort fra alle andres forventninger og evaluering, at vi rammes af klarsynet, og fortrydelserne melder sig. Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål. Men det kræver, at vi udskifter de dyder, den moral og de idealer, der hersker i vores kultur, og at vi i stedet for karrierestigen beslutter os for at kravle op ad en helt anden stige hver dag. En stige, der ikke har det som sit primære formål at berige os med umiddelbar anerkendelse eller fine beviser, titler og materiel rigdom. Snarere en selvrespektens stige, der har det som sit primære formål at skabe selvindsigt, der skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt.