Jeg gider ikke prøve at forklare ham, at det netop er usikkerheden, der kommer til at holde ham vågen om natten og lamme ham om dagen. Jeg gider heller ikke prøve at forklare ham, at det er et eller andet sted mellem ikke-så-slemt og ikke-helt-godt, at han kommer til at forlade sig selv for sygdommens skyld. At sygdommen er et rum, han går ind i og ikke kommer til at forlade igen, og det er sådan, det er: Man løber rundt i aflukkede rum uden døre.