Synne, deres eneste barn, voksede op som vidne til alt dette: dyrekroppene på loftet, cypressernes skygge, faderens snigende feber, selskabeligheden, der ophørte, de døde hunde, moderens fald. Synne blev født i 1952, og det, hun huskede bedst fra barndommen, var lyset på bunden af svømmebassinet. Der var installeret tre lamper, og når det var mørkt, så det ud, som om det grønne vand strømmede opad og blandede sig med himlen. Den eneste, hun havde en slags fortroligt forhold til, var gartneren. Denne udannede mand lærte hende sit motto: Natura sole magistra (Naturen som ene