Selv mærkede han en vis modvilje, når han gik op til tredje sal. Der var længe, til han selv nåede Otto Hvids alder. Hans fysiske form var udmærket. Han havde aldrig været motionsfanatiker som nogle af de yngre kolleger, der hentede deres motivation og styrke i de endorfiner, som hjernen efter sigende udskilte i blodet, når man løftede vægte eller trampede af sted på stedet i en trædemølle. Yngre kolleger forsagede tobakken og talte om at blive høje af at træne. De talte om, at man kunne blive afhængig af træning.
Den risiko agtede han ikke at løbe. Men de yngre kollegers klarøjede sundhedsevangelium – uimodsigeligt som det var – fik ham ikke desto mindre til at føle sig som noget fra en svunden tid. Han nærede en fundamental skepsis over for tanken om at arbejde med sig selv. Han brugte sig selv. Hver dag brugte han sig selv, og han opfattede sin krop, sin psyke – sit liv – som noget, der skulle bruges, og bruges op. Han var som en blyant, der skrev. Af og til skulle den spidses, og den blev kortere og kortere. Hos andre sporede han en anderledes opfattelse. Alle var som blyanter, men nogle skrev så lidt som muligt og lagde i stedet vægt på at være lange og spidse.