“Er du glad?” spurgte min far og så undersøgende på mig.
“Ja da,” løj jeg. “Det er helt perfekt.”
Værelset var større end det jeg havde derhjemme hos mor i Merkurgade, og væggene var kridhvide og lugtede stadig af fugtig plastikmaling. Hele den ene ende var af glas, med en glasdør ud mod altanen, og hvis man så godt efter, kunne man skimte lidt havnevand mellem kranerne. De ting jeg havde haft i hans gamle hus, stod pakket ned i et par orange flyttekasser på den nye seng han havde købt.
Min far havde fået nyt job. I stedet for at bo i den anden ende af landet i den ene halvdel af et oldgammelt dobbelthus med hvidpudsede mure og tegltag og en have fuld af æbletræer og lidt for langt græs, så var han flyttet ind her – i en spritny sikkert hundedyr lejlighed i det nye havnebyggeri, et kvarter fra Merkurgade med Linje 18. Og han glædede sig helt vildt, sagde han, til at være meget mere sammen med mig end før.
“Før”, altså de sidste ni år af mit liv, var der en helt fast rutine: fjorten dage i sommerferien, en uge i juleferien, halvdelen af påskeferien og to weekender i løbet af efteråret. Sidste efterår var det ganske vist kun blevet til én weekend på grund af alt det med Kimæra og katten og Moster Isa, der blev nødt til at give mig det hun kaldte Selvforsvar for vildhekse, lektion 1. Alt det som min far i øvrigt ikke anede spor om. Han troede ligesom næsten alle andre at jeg bare havde været syg af kattekradsefeber i nogle uger.
Men ellers havde det altid været det samme – hyggelige feriedage i det gamle hus, hvor jeg kunne lege med Micke og Sarah inde ved siden af, og hvor far tog fri så vi kunne gå i svømmehallen, bage mislykkede boller og spille yatzy og poppe popcorn og se en masse gamle film sammen. Han var rigtig, rigtig god til at være feriefar.
Og nu var han så ikke feriefar mere. Hans halvdel af huset på Kastanjevej var solgt, og det betød at der ikke blev flere hyggedage sammen med Micke og Sarah, ikke flere huler mellem