Inden i kassen var det sommer.
Det herligste sommervejr stod på luften og rejste af sted højt oppe på himlens skyer. Lyset stod smukt på træernes grene, og langt ude, bag grønne bakker og store, venlige træer, var et blåt hav. Solen skinnede på bølgerne, og der stod en regn af lysgnister hen over vandet.
Da drengen faldt, fløj plasticposerne ud af hans hænder, og i samme øjeblik flagrede de døde fugle op fra poserne. Og nu sang de: Vi fløj så muntert, vi sang, vi holdt af vinden, når den løftede os og bragte os hen over marker og byer. Vi holdt af den klare luft, når vi susende skar os ned gennem den. Alting holdt vi af. Det kom fra hjertet. Så blev det revet ud! En frygtelig sang!
Derefter løftede de sig højt op, højere og højere, så dykkede de på én gang, som var de ikke en flok, men én eneste fugl. De fløj ned og satte sig foran drengen og så opmærksom på ham med deres skarpe øjne.
Drengen satte sig forbavset på græsset. Også hunden satte sig, og ræven. Nu var de levende, ligesom drengen, og drengen mærkede, at nu havde han sit eget hjerte.
Og jeg har mit, sagde hunden. Nu talte den, men stadig, sådan cirka mellem hvert tredje ord kom et lille vuf, og da den ikke sagde mere, gøede den én gang, hurtigt og højt som et slags udråbstegn.
Og jeg, sagde ræven, jeg har også mit hjerte. Hun skar det ud og smed mig i grøften.
Der hvor jeg samlede dig op? spurgte drengen.
Nemlig, sagde ræven.