Således talte vi, mens vi stod ved vinduet og kiggede ud, som så mange tusinde gør det hver aften, ned på kupler og tårne i den berømte by, der lå foran os. Den var meget smuk, meget hemmelighedsfuld i den månelyse efterårsnat. De gamle sten så meget hvide og meget agtværdige ud. Man tænkte på alle de bøger, der var samlet dernede; på billederne af gamle abbeder og standspersoner, der hang i de panelbeklædte rum: på de farvede vinduesruder, som kastede mærkelige kloder og halvmåner på fortovene; på fontænerne og græsset; på de stille værelser med deres udsigt over de stille gårde. Og (tilgiv mig tanken) jeg tænkte også på den herlige rygen og drikken og de dybe lænestole og de behagelige tæpper; på den dannelse, den elskværdighed, den værdighed, som kommer af luksus og uforstyrrethed og plads