Der ligger en kro, en lystig kro
Ved højen gammel og grå,
Og dér man brygger en øl så god,
At Manden i Månen sin plads forlod
Og kom for at smage derpå.
Og staldkarlen dér har en drukken kat,
Som spiller fedel så blidt;
Opad og nedad med buen det går,
Nu hviner det højt, nu bunden han når,
Så saver på midten han lidt.
Og værten dér har en lille hund,
Som holder meget af fjas,
Når gæsterne fniser, er stemningen høj,
Og han spidser øre for hver en spøg
Og dør af grin ved en spas.
De holder også en hornet ko,
Der er så hoven og kry,
Men tonerne går den til hodet som øl,
Og halen flagrer omkring som et møl.
Den danser med næsen i sky.
Og oh! de fade af drevet sølv
Og knive og gafler og ske!
Til søndag har de et særligt sæt,
Det pudser de rent for hver eneste plet,
Det kan man om lørdagen se.
Og Manden i Månen tømte sit krus,
Og katten spilled til dans,
Og fade og skeer de gjorde et hop,
Og koen svinged sin klodsede krop,
Og hunden løb efter sin svans.
Og Manden i Månen drak nok et krus,
Så faldt han ned af sin stol,
Dér lå han og døsed og drømte om øl,
Til himmelens stjerner blev blege som sølv,
Og dagen var nær med sin sol.
Og staldkarlen sa’ til sin drukne kat:
„Hør, nær var hestene rendt,
Nu står de og gumler på bidsler af sølv,
Mens Manden selv drukner forstanden i øl,
Og snart er natten jo endt!“
Og katten filed hejdiddelidum,
En gigue, der ku’ vække en død,
Han peb, og snart satte farten han op,
Og værten han ruskede Månemands krop
„Den går til fire!“ det lød.
De rullede Manden ad bakken op,
Til fast på Månen han sad,
Mens hestene stejlede højt og løb bort,
Og koen, den dansed som letteste hjort,
Og skeen løb bort med et fad.
Mens fedlen gik stærkere, diddelidum
Udstødte hunden et brøl,
På hodet stod koen, på hodet stod hest;
Og op fra sin seng stod hver eneste gæst,
Og dansed og råbte på øl.
Med et knik og et knak sprang fedelens streng!
Højt over Månen sprang ko,
Den lystige spas gjorde hunden så glad,
Og lørdagsskeen stak af med et fad,
Som brugtes hver søndag på kro.
Månen rulled bag højen hen,
Omsider stod Solen så op,
Hun næppe sit glødende øje ku’ tro;
For skønt det var dag, smed enhver sine sko,
Og hviled sin mødige krop!
Ringenes Herre 1, J.R.R.Tolkien
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)