Det er, som om folk glemmer alt det, når de får deres små børn. Man giver dem ikke bare livet i form af de første ubekymrede år med babyfedt og børnefødder og slik på fredage og bare rolig, mor samler dig op. Man giver dem også ungdomstvivl og voksenangst. Man giver dem den dag i gymnasiet, hvor de bryder sammen på toilettet, for verden kollapser omkring dem i et inferno af biologirapporter til næste uge og sladder-rapporter fra sidste weekend og pigen, der ikke vil ses mere, for ham fra idrætslinjen har citat ”bare mere at byde på”. Og igen som voksne skal de finde sig selv på et toilet, for de har et arbejde, de tror, de har snydt sig til, og nu er den dag kommet, hvor deres chef har opdaget deres bedrag, så de hyperventilerer med tårer i øjnene, og de har virkelig gjort deres bedste, men de ved ikke, om det var godt nok, og de tør ikke lige nu gå ud og finde ud af det. Man giver dem dage med kedsomhed, og man giver dem dage med sorg. Man giver dem dage, hvor de er vrede, og man giver dem til en verden, der ikke har brug for dem og måske ikke kan lide dem.