På de sociale medier er man helt igennem speciel, lige nøjagtig så speciel som alle de andre, der også har fået spalteplads til at sælge sig selv på, og i en valuta, som alle andre også handler i: likes, upvotes, kommentarer, selfies og resten af de ofte anvendte gestus på sociale medier er blot en anden møntfod, der kan signalere social kapital og anerkendelse og fra tid til anden overføres fra én social markedsplads til en anden.
Profilbilleder er markedspladsens billboards: reklamefotos, der skal signalere noget interessant for at fange den opmærksomhed, der er selve varen, som kan generere profit i form af social kapital.
Det oplagte er det udfordrende modelbillede (men det skal efterhånden være særdeles udfordrende, for folk er blevet vant til lidt af hvert derude), men også kontekstbrydende billeder af alt lige fra en flatcoated retriever med klaphat til en kummefryser med kødboller i kan gøre det.
Det afgørende er at vælge det billede, man forestiller sig, at de andre derude vil finde interessant. Alene valget af billede kan derfor være baseret på, hvad andre synes – eller rettere hvad man selv tror, alle andre synes – er interessant. Kort sagt: Potentielt set mere pluralistisk ignorance i omløb.
Hvis det forholder sig sådan med valget af profilbilledet, hvordan mon det så går med at fortælle resten af mine historier, om mit liv, med mine ord, i mit sprog, i min stil, til mine venner, om mine oplevelser, mine ting, i mit netværk, og resten af min ..., mit ..., min ..., mit, mig, min, min ... og mig?
I hele fremstillingen af online-mig indtænkes, hvad jeg regner med, at andre kunne finde spændende at vide om mig. Men så er det ikke mig længere. Det er højst min idé om, hvad andre antages at synes om mig – et glansbillede, et forstærket mig, forædlet, med mig i centrum for andres