Laurel havde rystet ivrigt på hovedet. Hun kunne godt lide mors historier.
„Har jeg ikke? Ja, det forklarer jo en hel del. Jeg har faktisk undret mig over, hvorfor jeg ikke har mødt dig der.“
„Mødt mig hvor, mor? Hvad er Nattergalstjernen?“
„Jamen, det er jo vejen hjem, selvfølgelig, lille vinge. Ligesom det er vejen ud.“
Laurel var forvirret. „Vejen hvorhen?“
„Den fører alle steder hen …“ I samme øjeblik smilede moren på den måde, der altid gjorde Laurel glad for at være nær hende, hun lænede sig tættere på, som om hun skulle til at fortælle en hemmelighed, og hendes mørke hår gled frem over den ene skulder. Laurel elskede at høre hemmeligheder. Hun var også meget dygtig til at holde på dem, så hun lyttede opmærksomt, da moren sagde: „Nattergalstjernen er et stort skib, der hver aften sejler ud fra søv