Men inderst inde ventede hun på, at der skulle ske noget. Ligesom skibbrudne søfolk så hun sig fortvivlet om i sit ensomme liv og spejdede efter et hvidt sejl i de fjerne tåger i horisonten. Hun vidste ikke, hvad det ville være for et tilfælde, hvilken vind, der ville drive det frem til hende, hvilke bredder det ville føre hende til, om det var en chalup eller et skib med tre dæk, lastet med angst eller fyldt med lykke helt op til kanonportene. Men hver morgen, når hun vågnede, håbede hun, at den nye dag ville bringe noget …