Den største sorg i verden her Er dog at miste den, man har kjer.“
Stundom, når jeg har vandret ret ude i den store alhede, hvor jeg kun har havt den brune lyng omkring mig og den blåe himmel over mig; når jeg vankede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede, der i grunden kun er muldvarpeskud, som tiden eller en og anden urolig tamerlan engang jevner med jorden; når jeg svævede hjertelet, frihedstolt som beduinen, hvem intet huus, ingen snævert begrændset mark fængsler til pletten, men som ejer, besidder alt hvad han seer, som