Kapitel 14
Vi sneg os ind i parken og så op på huset, der lå i bælgmørke oppe på den lille bakke.
Uvejret var drevet over, så nu og da kastede månen sit kolde lys nedover, hvor vi lå.
Aldrig havde jeg oplevet en sådan stilhed; måske ens sanser skrues ekstra op, når man er nervøs eller overspændt, i hvert fald for vi sammen bare nattevinden tog fat i lidt løv.
Langt borte begyndte en tung summen fra en flyvemaskine, det var som at tegne en sort streg på et hvidt stykke papir, sådan føltes lyden deroppefra. Jeg tænkte, at den nok skulle til Brasilien eller Californien, og at den var proppet med folk, der skulle på ferie; og her lå vi og klaprede tænder af skræk.
Jeg så bare på de to andre.
Oscar bed i den hårde hud i