Hvert bjerg var grønt og ung vor Jord,
På Månen sås ej plet, ej spor,
Ej ord var født for sten og flod,
Da Durin her alene stod.
Han navngav navnløs høj og dal,
Og drak af usmagt kilde sval,
Han stirrede i Spejledam:
En stjernekrone mødte ham,
Et sølverbånd med stene på
Han over issens skygge så.
Hvert bjerg var højt og verden blid
Dengang i længst forsvunden tid,
Da Gondolin og Nargothrond
End styredes af kongehånd –
De konger fór til fremmed kyst.
I Durins tid var livet lyst.
På tronen Durin sad som drot,
Hist i sit søjlefyldte slot,
Med sølvklædt gulv og tag af guld,
Af trolddomsskrift var porten fuld.
Og lys fra sol og måne var
I lamper af krystal så klar
Ej sløret af den dunkle nat.
Til ingen tid blev skæret mat.
Dér hammerslag mod ambolt klang,
Et mejseljern mod stenen sang,
Man smeded hæfte, smeded sværd,
Man graved miner, bygged dér.
Og ædle stene, perlers væld,
Metal, der lo som fiskens skæl,
Blev sværd og harnisk, økse, skjold,
Af spyd på spyd blev gjort en vold.
Kong Durins svende tøved ej;
Fra bjerget hørtes strengeleg:
Der harper lød, der stemmer sang,
Ved portene trompeter klang,
Men træt er bjerget, jorden gold,
Og smedens ild er blevet kold,
Ej lyder sang og hammerslag:
I Durins sal er ingen dag.
Hans grav er gemt i skyggers rum
I Moria, i Khazad-dûm.
Men sunkne stjerners kronekam
Kan ses endnu i Spejledam;
Til Durin vågner af sit blund,
Hans krone er på dammens bund.
Ringenes Herre 1, J.R.R.Tolkien
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)