et mindste i de måneder, jeg var væk. Samme lyse strithår, nu hvor det er klippet kort igen. Samme gråblå øjne og samme smalle ansigt, når man ser bort fra de grimme ar.
Men indeni er jeg ikke længere en bange mus, der piber i modvind. Jeg vil nærmere betegne mig selv som en sneleopard, der står på spring. Og skulle det ske, at en lavine igen kommer rullende ned ad bjergsiden som en tornado af sne og klippestykker, så er jeg