Tin Win følte sig forsigtigt frem til pagoden. Han var snublet så tit, at man næsten skulle tro, nogen havde lagt sten og grene på hans vej med vilje. Han håbede bare, han ville blive sparet for ydmygelsen ved at falde ned i skidtet lige foran Mi Mi. Han kunne høre på sin stav, at han var fremme ved pagoden, og satte sig ved siden af hende. Så hørte han hendes hjerteslag, og for hvert tik-tak blev han roligere. Han kunne ikke forestille sig nogen smukkere lyd. Hendes hjerte var forskelligt fra de andres – blødere, mere melodisk. Det slog ikke; det