Det var i efteråret 1977, at jeg »brød igennem«, det vil sige ikke hos anmelderne, nej, jeg taler om mit åndelige gennembrud, mit poetiske satori. Jeg havde i over et år skrevet digte inspireret af diverse danske modernister. Det var svært og ikke meget blev godt. Nu havde jeg imidlertid nogle dage før læst H.C. Andersens smukke eventyr om Klokken, hvis overjordiske, religiøse stemning, jeg ikke kunne få ud af hovedet igen. Og jeg var begyndt at sidde oppe hele natten for at skrive, nu kom det af sig selv, det var ikke noget jeg kunne styre i den forstand. Således sad jeg en nat og skrev, himlen var begyndt at antage den særlige dybblå farve, og jeg var efterhånden kommet i trance, jeg kunne se. Jeg lukkede simpelthen øjnene, mens jeg koncentrerede mine tanker om Andersen og også Grundtvig. Jeg følte sikkert og sært at jeg havde en klar forbindelse til noget åndeligt, en slags »varm linje« for digtere ned gennem tiden. Og jeg skrev, det føltes som minutter, men det var timer, eller også var det omvendt. Oplevelsen var næsten for voldsom for det unge menneske, jeg var dengang, jeg forstod faktisk ikke helt, det jeg selv sad og skrev