ten, og de mangler de dragter … som I har på.

Tante tonsede igennem menneskemængden som en bowlingkugle, og vi løb bagefter i en lige række. Folk fløj væk eller blev skubbet omkuld.

– Væk, væk, væk, dette er et nødstilfælde! råbte hun hele vejen til indgangen til Taj Mahal, hvor der indenfor var bygget en kæmpe scene med flere tusinde stole foran.

Alle mennesker var på plads, og jeg tror faktisk kun, at de ventede på dronningen og præsidenten.

– Stop! var der pludselig en betjent, der råbte.

– Fuck, hvad nu? sagde Tariq. – Vi er lige ved at komme ind.

Der var flere tusinde betjente, som stod i en lang række, så man ikke kunne komme forbi.

– Hvor i alverden tror I så lige, at I skal hen? spurgte han.

– Her er mit backstagepas, der giver mig adgang til scenen, for det er mig, der står for danserne, sagde tante.

Han stod længe og kiggede på hendes pas.

– Hmm, værsgo, sagde han og lukkede tante ind.

– Jamen hvad med de andre? spurgte tante.

– De kan da sandelig ikke komme ind uden backstagepas, sagde han surt.

Tante trak på skuldrene.