Vi insisterede på at nyde opturene, selv om de gjorde det hårdt, når håbet igen brast. Her blev forglemmelsen endnu vigtigere. Vi havde inden Thomas’ sygdom altid været gode til at parkere ungerne hist og pist og tage ud i det blå sammen. Denne evne holdt vi fast i, så vi med kort varsel kunne tage i wellness, på kro-ophold, til havet, i skoven, bare væk – væk fra hverdag og alt, hvad der hører dertil. Thomas’ mor, anden familie, venner eller kammeraters forældre stod klar til at tage hånd om drengene, når forældrene flygtede. Ikke at vi ikke holdt af hverdagen, men vi har altid søgt væk fra den og tilbage til en boble af ungdommelig væren-i-nuet og uforpligtethed. Det er de bobler, der har næret vores kærlighed og følelse af samhørighed.
I Thomas’ sidste tid tog vi stadig væk, når vi kunne. Men hjemme blev det mere og mere dét at se billeder, at læse minder i dagbøger og breve, der fik os til at glemme de hårde tider – i hvert fald momentant. Vi fik fornemmelsen af at ophæve tiden, leve cirkulært og både være og bære hinanden.