I Herredet, når nat faldt på
Hans skridt på højen hørte man;
Før gry igen han måtte gå,
Han rejste. Intet sagde han.
Fra Ødemark til vestlig muld
Og langt mod Syden og mod nord
Ad skjulte dør og dragehul,
Han vandred viden om på Jord.
Med elver, dværg, hobbit og mand,
Med hver, som var på døden klog,
Med fæ og fugle talte han
På deres eget skjulte sprog.
Et dødens sværd, en lægehånd,
En trofast ryg, der bøjed sig,
En mægtig røst, en flammeånd,
En mødig pilgrim på sin vej.
Han tronede som visdoms drot,
Om vred, til smil dog hastig nok,
En gammel mand med slidt kalot,
Som støtted sig til tornet stok.
På broen han alene stod,
Mod ild, mod skygge slog han hårdt;
Hans stav lå knækket for hans fod,
I Khazad-dûm hans sjæl gik bort.