dristig og værst af alt medsammensvoren, omend han var så perpleks, at der ikke kom en lyd frem. Thorin fortsatte derfor:
„Vi er mødtes for at drøfte vore planer, vore fremgangsmåder, midler, strategier og redskaber. Kort før daggry vil vi indlede vor lange rejse, en rejse, hvorfra muligvis ikke alle og måske ingen af os (undtagen vor ven og rådgiver, den iderige troldmand Gandalf) nogensinde vender tilbage. Det er et højtideligt øjeblik. Vort mål er, antager jeg, velkendt for os alle. For den højtærede hr. Sækker, og måske for en eller to af de yngre dværge (jeg vil mene, at jeg gør ret i eksempelvis at nævne Kili og Fili), kræver den nøjagtige situation i øjeblikket muligvis en vis kort forklaring –“
Det var sådan, Thorin talte. Han var en betydningsfuld dværg. Havde han fået lov, var han formentlig fortsat sådan, indtil han havde mistet pusten, uden at fortælle nogen af de tilstedeværende noget, de ikke allerede vidste. Men han blev brat afbrudt. Stakkels Bilbo kunne ikke klare det længere. Ved muligvis aldrig vender tilbage begyndte han at kunne mærke et vræl komme op inden i sig og meget snart slap det løs som fløjten på et lokomotiv, der kommer ud af en tunnel. Alle dværgene sprang op, så bordet væltede. Gandalf antændte et blåt lys for enden af sin tryllestav, og i fyrværkeriets skin kunne den stakkels lille hobbit ses knæle på kamintæppet, mens han rystede som en budding, der var ved at smelte. Så faldt han fladt om på gulvet, mens han igen og igen blev ved med at råbe „ramt af lynet, ramt af lynet!“, og i lang tid var det alt, hvad de kunne få ud af ham. Derfor tog de ham og lagde ham ind på sofaen i dagligstuen med noget at drikke ved siden af, og vendte så tilbage til deres mørke sager.
„Opfarende lille fyr,“ sagde Gandalf, da de atter satte sig. „Får sjove, mærkelige anfald, men han er en af de bedste, en af de bedste – og med kræfter som en drage, når det strammer til.“