Kvalmen kommer før smerten, da han får et ellers sjældent syn af den blottede knogle. Han stirrer ned i det kileformede snit, der velvilligt åbner sig under den kolde hane.
Blodet løber endnu, da han tager telefonen med den raske hånd. – Ja, Finn? Ja, det er Gitte her. Hendes stemme lyder som altid frisk og frejdig. Kæk, kunne man måske sige. Hun havde energi som en blodappelsin. Den rette alder for en god lærer. Erfaren uden at være gammel. Glad for børn, glad for jobbet. Uden at være fanatiker. En fremragende klasselærer for 7.a.
Hun ville bare sige, at hun kørte nu. Der havde været vrøvl med bilen, den lille gule bus årgang ’67, som krævede stort kørekort. Bussen, de skulle køre i. Gitte var selv mand for at ordne det fornødne. Hun havde stort kørekort og udbedrede skaderne med batteri og tænding.
Finn så ud over klassen. Han syntes han kendte dem godt, selvom det var første år han havde dem. Til gengæld var det i mange timer. Til Gitte, der havde haft dem fra anden klasse, havde han sagt: – Man hygger sig med dem. Du må alligevel kunne dit job. Hun havde leet og sagt, at selvfølgelig kunne hun det, men at gamle frk. Wagner, som havde haft dem i børnehaveklassen og i første klasse, også fortjente ros. Det var en god gruppe.
Finn fikserede torsoen med de flytbare plasticindvolde. Der manglede noget. Han så mildt irettesættende på dem.
Vanessa sad som altid for sig selv. Så drømmende ud ad vinduet. Rank som en blokfløjte. Fin som en lysedug, sart som duggen i græsset. Og næsten lige så gennemsigtig. Som en prinsesse, der er bortkommet fra sit eventyr. En stakkels pige, der slet ikke tilhører vor tid. Bag hende sad tvillingerne, Johan og Jens. I grønt og hvidt. Dels for at man kunne kende forskel på dem, dels fordi de brugte al deres tid i foldboldklubben AB.
– Okay, sukkede Finn og klappede torsoen på ryggen, hvem har lånt vores vens hjerte?
De så op på ham. Alexander let forskrækket. Hans store, brune øjne lyste af angst.
Finn pegede på det sted på torsoen, hvor hjertet burde have siddet. Resten sad som det skulle, nyre, milt, lunger, tyk- og tyndtarm samt lever. Lige til at tage ud. Nu havde en eller anden moret sig med at fjerne hjertet.
– Måske har Gitte givet det til Bob, råbte Gustav og fik dem med på et grin.
Finn gik ned i klassen.
– Kom så med det, sagde han træt.
Mouritz, der altid følte sig forfulgt, himlede straks op.
– Jeg har ikke taget det, mand. Hvad skulle jeg med et dødssygt plastichjerte?
Beth, der sad alene som klassens ukronede dronning, vendte sig rundt og smilede skarpt til ham:
– Så havde du hele to, sagde hun stille.
Finn sukkede og stak hænderne i lommerne. Han var ikke meget for at indrømme det, men han følte sig en smule bange for hende Beth. Måske ikke bange, snarere utryg. Men hun var ifølge Gitte, en stærk og ikke uretfærdig leder. Finn mente hun var en ren diktator. Sært nok var hun også doven. En sjælden kombination.
– Okay, sagde han. Hjertet skal ligge på mit bord inden ti sekunder, ellers ringer jeg til Gitte og beder hende aflyse hytteturen.
Der blev helt stille.
– Øv, så aflever dog det hjerte, Gustav, sagde Tineke. Men Gustav rejste sig harmdirrende, og snart var diskussionen i gang, alt imens Finn mindede dem om de ti sekunder og konsekvenserne. De havde virkelig glædet sig til den tur. Var blevet snydt to år i træk, fordi Lilleskolens økonomi var så dårlig. Nu havde Gitte endelig fundet et gammelt, vistnok nedlagt sommerpensionat til næsten ingen penge. Hun var oppe at tjekke det i dag. De havde ikke råd til at være kræsne, på den anden side så var der naturligvis grænser.
Finn så på sin finger. Det bankede i den endnu. Utroligt så skarp kniven havde været. Faktisk ret imponerende.
Nu rejste JB sig med sit sædvanlige, let fjogede Fedtmulegrin. Helt rød i hovedet. Han mindede Finn om Klokkeren fra Notre Dame.
JB lagde plastichjertet på katederet. De andre råbte ad ham. Det var ikke noget nyt. Og det var ikke noget nyt, at JB kvajede sig og villigt indtog klovnens rolle, selvom der på det sidste var kommet noget tragikomisk over sceneriet. Næsten som om JB pinte sig selv.
Som om han nød at være til grin, nød at blive hundset med. – Jaja, sagde han godmodigt, – det var jo kun for sjov. Stakkels Julius Blumendorph, der snart skulle fumle sig gennem livet, tung og skrutrygget, som gik han med en tonstung, hemmelig byrde på ryggen, som ingen nogensinde skulle lære at kende.
Finn satte hjertet på plads, og fordelte de tre skalpeller. De fire svinehjerter lå i to plasticposer på en stak aviser på gulvet. Alligevel havde de blødt lidt igennem. Ganske kort repeterede han hjertets funktion. De var snart igennem menneskets anatomi. Hvis ikke klassen kendte til kroppen og dens funktioner nu, var det dens egen skyld. I går havde de haft om hjernen. 7.a havde været dejlig lydhør og interesseret.
– Mennesket, havde Finn sagt, – er en kompliceret mekanisme. En fremragende computer, om I vil. Vi er født med nogle hjernemæssige forudsætninger. Som vi har arvet. Som vi har med hjemmefra. Men ellers, mine damer og herrer, er det op til os selv, at blive passende fodret. Åndeligt set.
– Du mener programmeret, rettede Anders, og Finn svarede modvilligt, – noget i den stil, ja. Typisk for Anders, der selv var som en skalpel. Skar altid igennem. Rent og præcist. På overfladen en blid og rar dreng, sød og velbegavet. Indtil man kom for tæt på. Finn havde sommetider den fornemmelse, at knægten i sit stille sind sad og grinede ad ham. At Anders vidste mere, end han ville sige. Hvis Beth nogensinde følte sin position truet, så kom det fra den hørfarvede dreng med de kattegrønne øjne.
– Så siger vi altså programmeret, sagde Finn modvilligt, – endda ned til mindste detalje.
Det afstedkom selvfølgelig nogle kommentarer, der som sædvanlig var møntet på JB. Beth lagde ud og overlod derpå scenen til Mouritz og Gustav, der som to gråsorte alliker satte sig på hovedet af ham og hakkede til. Mens Vibe og Tineke rullede modent med øjnene. Vanessa rakte hånden op.
Der kunne gå måneder imellem at hun sagde noget i timen, så Finn var der som et søm.
– Ja, Vanessa?
Der blev automatisk stille. Klassens opmærksomhed kontraherede. Blev massiv, sugende og søgende. Vibrerende som fluerne på savannen over et ådsel.
– Jeg ville … bare spørge, begyndte Vanessa stille, – jo, jeg ville bare spørge … hvor sjælen … så sidder?
Med slet skjult skadefryd placerede Finn svinehjertet foran Vibe og Tineke, der var kommet i gruppe med Johan og Jens.
Vibe lavede en grimasse og sagde, at hun aldrig nogensinde havde set noget så ulækkert i hele sit liv. Og Beth spurgte sødt, om Vibe nogensinde havde set sig selv i spejlet, og dermed var alt ved det gamle, eftersom Beth var lidt af en mini-punker med klare selvstændige træk, mens Vibe og Tineke red på den seneste mode og havde en altoverskyggende fælles interesse, nemlig dem selv. Vibe ville være model for et bureau i Paris, mens Tineke, der havde lidt flere ben i næsen, for længst havde sat kursen mod Italiens modehuse, hvor hun ville være designer for Benetton. Det havde imidlertid ikke meget med svinehjerter at gøre.
Beth var i gruppe med Gustav, Mouritz og Anders. Gustav så mistrøstigt på hjertet, mens han prikkede i det med en stiv pegefinger.
– Tænk, at nogen mennesker kan sidde og æde den slags, sagde han stille.
– Det kræver, man er vampyr, sagde Beth syrligt.
– I så fald, indskød Anders, – er min farmor og farfar vampyrer, de får svinehjerter hver fredag. I flødesovs.
De andre bad ham lukke i.
Vanessa, Alexander og JB udgjorde den gruppe, der opstår, når alle de andre grupper er dannet. Altså en rest eller et bundfald, om man vil. Det var de nu ikke særlig utilfredse med.
I hvert fald var der en vis tryghed at hente i denne rolige gruppe, hvor ingen stod parat med syrlige kommentarer til alt, hvad man sagde og gjorde. Hverken JB eller Vanessa fandt svinehjertet ulækkert eller væmmeligt, tværtimod bøjede den fine Vanessa sig ind over bordet og fulgte koncentreret med, da Alexander til Finns udelte overraskelse tog skalpellen og førte den kyndigt ned i kødet, for derpå at dissekere hjertet med en kirurgs præcision. Kamrene åbnede sig med en sær velvilje, og det hele foregik som efter en metronom, stille, seriøst, næsten rituelt.
Finn kunne igen mærke snittet i fingeren og sagde:
– Det har du vist prøvet før, Alexander.
Han var glad for at kunne rose den stille dreng, der var den sidst ankomne i klassen.
Bagefter gik han op til katederet og strakte sig og tænkte på frikvarteret og på hytteturen, som han glædede sig til.
Gitte skulle have sin hund, Bob, med, der ikke kunne være alene, og som ingen ville passe, fordi den var underlig.
Det syntes Gitte selvfølgelig ikke.
Finn så på det fjerde svinehjerte, der lå tilbage på avisen. Hvis han skar det ud, kunne hunden jo få det. Han satte sig ned.
Skalpellen var ny og lækker at arbejde med. Kødet ligefrem flygtede. Og Finn smilede og parterede. Arbejdede hurtigere og hurtigere. Han ser en kvinde i en hule, en slags lomme i et bjerg. Det er varmt. Meget varmt, kvinden sveder. Lyset flimrer. Kødet skal skæres ud i strimler. Kvinden får en dråbe på næsen. Kommer oppefra. En dråbe blod. Over hende, på et lille klippefremspring sidder en mand. Finn arbejder hurtigt og rytmisk. Kvinden stirrer på manden, der fører kniven hen over sin kind, ned over sin arm, tværs over sit lår. Huden åbner sig, folder sig ud. Kniven går på langs af maveskindet, så tarmene vælter ned over hende i grå, lilla og gullige kulører.
Finn ser op. Nu sveder han. Fandens til videofilm.
Først nu ser han, at Beth og Anders står foran katederet. De stirrer på ham. Anders med et lille smil.
– Sig mig, hvad laver du, mand? spørger Beth og ser på svinehjertet, der har vædet avisen, der er brun af levret blod.
Finn får kontrol over sit åndedræt.
– Det er bare … I ved … til Bob, mumler han. Klokken ringer endelig ud.
Han færdiggjorde huskesedlen til hytteturen og lagde den ned i sin mappe til planen over værelsesfordelingen, der ikke uventet havde stødt på svære problemer. Gitte havde ønsket at bryde de sædvanlige grupperinger og ladet 7.a vælge mellem lodtrækning eller en fordeling foretaget af lærerne.
Langt de fleste havde foretrukket den vilkårlige afgørelse, mest fordi klassens to spidser, den stærke, højtråbende Beth, og den stille, men lige så magtfulde Anders, straks havde støttet lodtrækningen. Finn sukkede og så kort på de fire grupper, som Gitte havde fundet frem til: 1) Vibe, Johan & Jens (der simpelthen ikke kunne skilles ad) og Mouritz. 2) Gustav, Tineke og Vanessa. Og så til de to tomandsgrupper, der ifølge værelsesplanen var nødvendige: Alexander og Anders, Beth og JB.
Gustav havde brokket sig mest, selvom Vibe på det nærmeste havde skreget ved tanken om at skulle være ene pige blandt tre drenge.
Der var selvfølgelig lidt kæresteri i klassen. Finn havde det fra Gitte, der fulgte med i den slags. Hun var ikke en lærertype, der overlod noget til tilfældighederne. Tineke var vistnok lidt lun på den bløde, mørke Alexander, der godt kunne ligne en, der trængte til lidt beskyttelse, eller i hvert fald en kærlig hånd.
Flere af drengene så også langt efter Tineke, mens Gitte var sikker på, at den barske Beth i al hemmelighed havde set sig varm på sin rival, Anders.
Finn smilede for sig selv, da han fik øje på Tineke foran sig. Han var bestemt ikke forvænt med, at den ofte afvisende og noget skoletrætte pige henvendte sig frivilligt til ham. Medmindre hun skulle bede sig fri. For Tineke var skolen et nødvendigt onde. Den slags luksusproblemer kunne Finn ikke tillade sig, og tænkte i sit stille sind, at spurgte man ham, så var Tineke nok den elev, han bedst kunne undvære. Han ville gerne have haft Gittes evner til at holde lige meget af dem, men det kneb, især med Tineke, Beth og den iskolde Anders.
Finn så på Tineke, og blev forvirret over det udtryk, der mødte ham. Den ellers så selvsikre, let hovne mine var afløst af et søgende, uroligt flakkende blik. Finn havde ikke troet, der boede så megen alvor inde bag den kyndigt sminkede facade.
– Er der noget, spurgte han og gjorde plads, så hun kunne sidde ved siden af ham i sofaen.
Hun satte sig yderst på sædet.
– Jo, begyndte hun, – det var det, jeg tænkte … Gitte talte om, at der var en anden lejrskole … et sted på Fyn. Hvorfor kan vi ikke tage derover?
Finn stirrede måbende på hende.
– Nu? Kommer du med det nu? Hvor vi er to dage fra at skulle af sted? Tineke … tag dig nu sammen. Hvad er der i vejen? Er der noget galt?
Hun svarede ikke lige med det samme, men så bare frem for sig. Søgende, flakkende og bange. Helt anderledes end den pige Finn troede, han kendte. Forvirret så han ned på hendes hænder, der rystede, mens de krammede en papirsserviet.
– Normalt, sagde hun tonløst, – normalt drømmer jeg aldrig, jeg kan i hvert fald ikke huske det bagefter … når jeg vågner. Men de sidste to nætter, hun så direkte på ham, – … var det, som om drømmen ville mig noget …
– Helt ærlig, Tineke …
– Jeg så hver gang et stort kar med vand … der lå én nede i vandet. Et lig.
– Nej, hør nu …
– Behøver vi tage derop, Finn? Behøver vi det?
Finn lænede sig tilbage og fandt sin pakke med Prince Light.
– Hvor op? Er det hytteturen du taler om, eller et eller andet fjollet mareridt?
– Begge dele, de hænger sammen, hviskede hun.
Han rystede på hovedet.
– Pjat med dig, og smut så, jeg har faktisk tusind ting, jeg skal nå. Drik noget kamillethe, inden du skal sove, eller lade være med at se tv-avis, eller hvad ved jeg.
Tineke rejste sig lydigt. Stod lidt og så sørgmodigt på ham og forlod så lærerværelset med en resigneret mine.
Finn trak på skuldrene. Der var måske mere i den pige, end han først havde antaget. Det var da altid noget. Han så på sin finger. Måske skulle den have været syet? Utroligt som den blev ved med at bløde. Og væske. Han trykkede let på forbindingen. Straks blev gazen gul af materie. Han trykkede igen. Det væltede ud. Som creme fra en flødeskumskage. Finn kunne ikke lade være med at le. Fjollede finger. Han tog hårdere fat. Det løb nu ned ad hånden. Han lagde hovedet tilbage og lo. Og fik først nu øje på to kolleger, der stirrede på ham fra deres frokostbord.
Finn smilede og trak på skuldrene. Herregud, de kunne jo ikke vide …
De sidste dage her på øen har været præget af en vis nervøsitet. Der er trods alt så meget, vi er nødt til at efterlade. Vi kan umuligt have det med. En del af indboet har vi foræret bort, til forvalterfamilien, og til de landarbejdere der har fulgt os gennem årene. Men nu ligger det meste pakket i kister og kasser, og min bror, der alle dage har været lidt af en samler, har endog lagt vores første, rædselsfulde sparebøsse ned sammen med hans første arbejde, der vistnok forestiller mig, selvom jeg synes, jeg tager mig bedre ud i kød og blod end i messing.
Vi fik tegningerne over huset sidste måned. De var i overensstemmelse med vore forventninger. Det er snart så mange år siden, vi sidst var i Danmark, at billedet af Sjælland næsten synes udvisket. Men Kattegat ligger der vel endnu. Edward har sendt forskellige arbejder hjem, som skal pryde vor sidste bolig. Smukke gørtlerarbejder, der skal modtage os, når vi omsider runder de danske kyster.
Jeg har mange gange set huset for mig i drømme: Den smukt dekorerede hoveddør, den store lysegrønne hall, den brede trappe og det hyggelige herreværelse, hvor vi skal sidde hen på aftenen og tale om gamle dage i plantagen.
Der findes så mange smukke blomster i Danmark, men pudsigt nok er det den banale løvetand, jeg savner mest.
I aften kommer missionæren og hans familie til middag. Min bror, Edward, har gemt den hvide rom af vejen. Vi vil nødig støde nogen. Jeg er glad for, at Jolly Nigger Bank er pakket ned. Der er noget over den figur, jeg ikke bryder mig om at vise frem.
Jeg glæder mig, jeg glæder mig til at komme hjem.
7. a, Bjarne Reuter
Bjarne Reuter
7. a
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)