godt brugt og havde huller og rust mange steder. Hans hjelm bar mærker og buler fra de gange den havde reddet hans liv. Hele hans mundering, hans udstyr og våben, var slidt af mange kampe, men manden selv var stadig lige så hård og ubøjelig som vinterjorden. I løbet af de tre år hvor han havde plyndret de nordlige territorier, havde han kun tabt en enkelt træfning og var vendt tilbage dagen efter for at udrydde den pågældende stamme inden rygtet kunne sprede sig. Han havde lært sit håndværk i et land der syntes at blive koldere for hver mil man rejste gennem dets ødemark. Han havde ingen kort til at vise sig vej, kun rygter om fjerne storbyer ved floder så bundfrosne at man kunne bålstege okser på isen.
Ved hans højre skulder red Jochi, den ældste af khanens sønner. Han var endnu ikke fyldt sytten, men var en kriger med mulighed for at arve nationen og måske endda få kommandoen over Tsubodai i krig. Også Jochi bar en rustning af fedtlæder og jern, foruden den oppakning og de