teint.
– Steen og jeg har atter fornøjelsen af Terrieren om mindre end fire minutter.
– Så må vi må se, om vi ikke kan få retfærdigheden til at ske fyldest, sagde Steen og smilte venligt.
– Vi tales ved, sagde Andreas og forlod dem sammen med Steen Holz.
Lasse kiggede efter Andreas, der var nået ned ad gangen. – Han har sgu en meget god røv, ham Andreas, men en smule for benet til min smag, hvad med dig?
– Blander ikke arbejde og fornøjelser, svarede hun og så væk. – Er du i øvrigt ikke gift?
– Lykkelig gift, tak, med verdens dejligste mand, men derfor må man godt samle appetit.
- Kom, sagde hun.
Da Cecilie og Lasse var vendt tilbage til afdelingen, fandt hun nummeret til Fie frem. Det var ikke, fordi hun havde lyst til at ringe, alligevel følte hun en vis pligt til selv at fortælle om det kedelige resultat ved grundlovsforhøret.
Det var Tina, der tog sin datters telefon, og Cecilie spurgte til Fie.
– Hun har det ikke godt. Slet ikke, svarede Tina.
Cecilie fortalte hende den dårlige nyhed, men tilføjede i samme moment, at de ville gøre alt for at få Ulrik Østergård varetægtsfængslet hurtigst muligt.
– Så han ... går frit omkring?
– Ja. Men forhåbentlig kortvarigt.
Tina fortalte Cecilie i utvetydige vendinger, hvad hun mente om det danske retssystem, og Cecilie lod hende få afløb.
– Som sagt gør jeg alt, hvad der står i min magt.
Tina begyndte at græde. – Hun er slet ikke den samme længere. Spiser ikke. Sover ikke. Taler ikke. Det svin stjal hendes liv. Stjal hendes smil, forstår