føromtalte begivenheder udspillede sig en lørdag aften, og hvilken søndag fulgte der ikke på! Alle hvalfangere er fødte eksperter i at overtræde budet om at holde søndagen hellig. Den elfenbenshvide Pequod blev forvandlet til et slagtehus, og hver matros blev en slagter. Man skulle have troet, at vi var ved at ofre ti tusind røde køer til havguderne.
Først blev de kæmpemæssige flænsetaljer, som blandt andre tunge dele omfattede en klynge grønmalede blokke, og som intet enkelt menneske formår at løfte – denne store drueklase blev hejset op i storemærset og solidt surret til undermastens top, der er det stærkeste punkt overhovedet oven over dækket. Enden af det solide tov, der snoede sig gennem denne labyrint, førtes derefter til spillet, taljernes vældige nedre blok blev nu svunget ud over hvalen, og til blokken blev den store flænsekrog fastgjort, der vejer cirka hundrede pund. Styrmændene Starbuck og Stubb hang nu nede på skibssiden, bevæbnet med deres lange spader, og begyndte at skære et hul i kroppen, så at man kunne få krogen anbragt lige over den nærmeste af de to luffer. Da dette var gjort, blev der skåret en bred, halvrund stribe rundt om hullet, krogen blev sat i, og besætningen stemte i med et vildt kor og begyndte i tæt flok at dreje spillet rundt. I en sådan situation krænger hele skibet over, og hver eneste bolt i det giver sig som spigerhoveder i et gammelt hus i frostvejr; det ryster, skælver og vipper sine blanke mastetoppe mod himlen. Mere og mere krænger det mod hvalen, mens hvert eneste gispende tag i spillet straks får hjælp fra et løft fra bølgerne, indtil der endelig høres et kraftigt, pludseligt smæk; med et stort plask retter skibet sig op og baglæns i forhold til hvalen, og den triumferende krog kommer til syne og slæber den frigjorte, halvkredsformede ende af den første stribe spæk med sig. Da spækket omgiver hvalen på ganske samme måde som skallen en appelsin, flås det af kroppen på akkurat samme måde som en appelsin stundom skrælles, nemlig i spiral. Det tryk, spillet stedse vedligeholder, får nemlig hvalen til at blive ved med at rulle rundt i vandet, og mens spækket i en stribe uvægerlig skræller af langs den linie, som styrmændene Starbucks og Stubbs spader skærer samtidig hermed, hejses striben højere op, så hurtigt den skrælles af, ja endda i kraft heraf, indtil dens øverste ende rører ved masten; nu standser folkene ved spillet deres træk, og nogle få øjeblikke hænger den vældige, bloddryppende masse og svajer frem og tilbage, som om den var sænket ned fra himlen, og hver mand må tage sig godt i vare for den, når den svinger, for at den ikke skal give ham en ordentlig ørefigen og slynge ham lige lukt overbord.