Forår
Allerede på lang afstand kunne han se, der var noget forandret ved hende. Han sad på den lille café ved det samme bord, hvor de var mødtes hver eftermiddag det sidste års tid. Han så ud på den hvide gade, hvor folk med hænderne for ansigtet kæmpede sig frem mod snestormen. Han tænkte på, at hun kom senere end hun plejede, og fyldtes, endnu før han så hende, af en ubestemt, smertelig uro. Og såsnart han fik øje på hende, gled en knugende, dump angstfornemmelse ind over ham. Hun kom som sædvanlig ovre fra det modsatte fortov og skråede over gaden på trods af alle færdselsregler. Hun var også klædt som sædvanligt, alt var ganske som det plejede at være, og dog var det hele så tungt og uvirkeligt, som om det var mange år siden, han sidst hade siddet her ved vinduet og set hende komme, og følt, hvordan bare synet af hende tog den uro fra ham,