Anne Sofie Fruergaardhar citeretfor 6 år siden
Til und­sæt­ning

Dragen Saphira brølede, og soldaterne foran hende veg forfærdet tilbage. “Følg mig!” råbte Eragon. Han løftede Brisingr op over hovedet og holdt det højt, så alle kunne se det. Det blå sværd skinnede klart og flakkende på baggrund af den mur af sorte skyer, der var ved at samle sig mod vest. “For Varden!”
En pil hvislede forbi ham, men han ænsede den ikke.
De forsamlede krigere for foden af den stenskråning, Eragon og Saphira stod på, svarede ham med et enkelt, fuldtonet brøl: “Varden!” De svingede selv deres våben og stormede frem og op ad de opdyngede stenblokke.
Eragon vendte ryggen til mændene. På den anden side af højen lå en bred borggård. Omkring to hundrede af Rigets soldater stod tæt sammen derinde. Bag dem rejste sig en høj, mørk borg med smalle sprækker til vinduer og flere firkantede tårne, hvoraf det højeste havde en lampe skinnende i de øverste gemakker. Eragon vidste, at han et sted inde i borgen kunne finde lord Bradburn, guvernøren over Belatona – den by, Varden i mange, lange timer havde kæmpet for at erobre.
Med et råb sprang Eragon ned fra stenene og frem mod soldaterne. Mændene sjokkede baglæns, men holdt deres spyd og lanser rettet mod det takkede hul, Saphira havde flået i borgens ydermur.
Eragon vrikkede om på højre ankel, da han landede. Han faldt ned på knæ og støttede sig til jorden på sin sværdhånd.
En af soldaterne benyttede sig af lejligheden til at løbe frem fra formationen og stikke sit spyd frem mod Eragons blottede strube.
Eragon afparerede stødet med et vrik i håndleddet og svingede Brisingr hurtigere, end et menneskes eller en elvermands blik kunne følge. Soldatens ansigt blev slapt af frygt, da han indså sin fejltagelse. Han forsøgte at flygte, men inden han nåede at bevæge sig mere end få centimeter, kastede Eragon sig frem og stak ham i bugen.
Med en fane af blå og gule flammer strømmende ud af gabet sprang Saphira ned på gårdspladsen efter Eragon. Han krummede sig sammen og spændte i benene, da hun ramte brolægningen. Nedslaget fik hele gårdspladsen til at ryste. Mange af de glasstykker, som udgjorde en stor, farverig mosaik på borgens forside, rev sig løs og fløj snurrende opad som mønter, der hopper op fra et trommeskind. Længere oppe blev skodderne for et vindue i bygningen slået op og smækket i igen.
Elverkvinden Arya fulgtes med Saphira. Hendes lange, sorte hår bølgede vildt om hendes kantede ansigt, da hun sprang ned fra stendyngen. Hendes hals og arme var plettet af blod, og hendes sværdklinge var vædet i det. Hun landede med en blid skraben af læder mod sten.
  • Tilmeld dig, eller log på for at kommentere
    fb2epub
    Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)