pegede over i hjørnet af skolegården.
Bertram viftede af.
– Er han altid sådan, hakkede Wagner chokeret.
– For det meste, sagde jeg og spekulerede på, hvad Oscar mon ville have gjort, han plejer at have et godt tag på Bertram. Men der skulle komme mere på hans første skoledag. Først skulle jeg måske fortælle, at Bertram jo aldrig har hørt til de mest renlige, selv påstår han, at hans hud dårligt tåler sæbe. Engang skældte far ham ud, fordi han ikke gjorde så vanvittigt meget ud af morgenrengøringen. – Unødvendigt, sagde Bertram, – jeg tager bare et par armbøjninger, så brækker skorperne af. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse at se ham jokke fra wc’erne over til vandhanen for der at vaske sine hænder.
– Det ville glæde hans mor, grinede Wagner tørt.
Da klokken så ringede, så han højtideligt på sit ur, som blev han overrasket, skønt hans ur er af plastic og altid viser et kvarter over to. Engang havde Oscar spurgt ham om, hvorfor han altid gloede så satans meget på det ur og samtidig så så overrasket ud. – Fordi det altid viser et kvarter over to, svarede ungen.
Jeg skal ikke komme ind på, hvad Oscar derefter gjorde ved ham.
Men senere på dagen mødte selv samme Oscar ham nede på biblioteket (Oscar kommer der for at spille skak).
– Jeg leder efter en bog, svarede Bertram ham.
Oscar forklarede ham på sin sædvanlige stilfærdige facon, at han jo ikke kunne læse.
– Man kan jo altid vise lidt interesse, mente lille Bertram.
Oscar hidsede sig vist lidt op, specielt